Har service og åbningstider ændret sig i Borgerservice?
Siden 2018 har det været muligt at bestille tid i Borgerservice, men under coronanedlukningen var det obligatorisk med tidsbestilling på grund af forsamlingsforbuddet.
Mange borgere var glade for tidsbestilling, så det opfordrer vi til, hvis man vil undgå ventetid. Alle er fortsat velkomne til at komme ind uden en tidsbestilling. Så kommer man til, når der er en ledig medarbejder i Borgerservice.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke føler mig tryg ved at bruge elektronisk tidsbestilling?
Så er du meget velkommen til enten at komme ind og få hjælp af en medarbejder i receptionen, eller man kan ringe på tlf. 74 92 92 92 og få hjælp til at bestille tid pr. telefon.
Kan jeg fortsat komme ind fra gaden og blive betjent, selvom jeg ikke har bestilt en tid forinden?
Ja, det er du velkommen til. Du skal bare være forberedt på, at der kan være ventetid på nogle tidspunkter af dagen.
Kan jeg ringe ind på rådhuset og tale med Borgerservice?
Ja, du ringer på tlf. 74 92 92 92 og trykker 3, så bliver du stillet om til en medarbejder i receptionen, som stiller om til den, du ønsker at tale med.
Hvad er så egentlig forskellen fra før til nu?
Forskellen er blot, at vi opfordrer folk til at bestille en tid i Borgerservice, så de undgår ventetid.
Skal jeg bestille tid, hvis jeg har brug for Borgerservice i en af de andre byer?
Nej, du kan henvende dig uden tidsbestilling i de lokale Borgerservicecentre på bibliotekerne i Skærbæk, Toftlund og Løgumkloster samt Borgerservice i Bredebro og Højer.
Holder de åbent på samme tidspunkter som på rådhuset?
Nej, ikke helt – men her på vores hjemmeside kan du se åbningstiderne i de lokale borgerservicecentre.
Se åbningstider i Borgerservice
Du kan selvfølgelig også ringe ind og spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Hvis jeg kun skal aflevere for eksempel en kvittering eller andre dokumenter, skal jeg så bestille tid?
Nej, det behøver du ikke – du kan altid aflevere dokumenter og bilag i receptionen.
Jeg har bestilt nyt pas – skal jeg bestille tid til afhentning?
Det bestemmer du faktisk selv. Du kan bestille en tid til at hente passet i Borgerservice, men du kan også vælge selv at hente passet i dokumentboksen på Rådhuset, som har åbent fra kl. 6 til kl. 22 - mandag til fredag.