Information om begrænsning af gener fra byggepladser

Her vil vi vejlede dig om, hvad du skal gøre for at begrænse gener fra støjende, vibrerende og/eller støvende bygge-, anlægs- eller nedrivningsarbejder.

Hvis der for eksempel opstår væsentlige støv- eller støjgener for omkringboende i forbindelse med et byggearbejde, kan vi som miljømyndighed være nødsaget til at stoppe arbejdet, indtil generne er afhjulpet.

Hvad siger reglerne

Reglerne om anmeldelse af generende aktiviteter finder du i Bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter.

Du skal anmelde til os, hvis du vil foretage

  • støvende- eller støjfrembringende bygge- og anlægsarbejder, herunder bygningsfacadebehandling
  • nedrivningsaktiviteter
  • placere og anvende et nedknusningsanlæg for bygge-/anlægsmaterialer
  • placere og anvende et asfaltanlæg
  • placere og anvende et anlæg for behandling af forurenet jord.

Du skal bruge anmeldelsesskemaet - bilag 1.

Hvis der sker væsentlig ændringer, der medfører øgede gener for de omkringboende, skal ændringerne også anmeldes til os.

Anmeldelsen skal være os i hænde, senest 14 dage før du vil begynde aktiviteten. Vi kan forlænge 14 dages perioden 1 gang, hvis sagen er kompliceret. Hvis vi ikke reagerer på anmeldelsen, kan aktiviteten påbegyndes efter 14 dages fristen eller
den forlængede frist. Oplysningerne i anmeldelsen udgør så rammen for aktiviteten.

Vi kan stille vilkår til aktiviteterne, hvis vi skønner, at der kan opstå uacceptable gener. Vilkårene stiller vi efter Miljøbeskyttelsesloven § 42.

Hvis vi har stillet vilkår eller accepteret aktiviteten, men aktiviteten alligevel giver anledning til væsentlig forurening, kan vi stille flere vilkår for det videre arbejde eller nedlægge forbud mod aktiviteten.

Støj, støv og vibrationer

Du bør indrette arbejdspladsen, så omgivelserne generes mindst muligt. Endvidere bør du vælge arbejdsmetoder og maskiner, der begrænser støj-, støv- og vibrationsgener mest muligt.

Det er også god service, og vi vil opfordre dig til at informere naboerne til byggepladsen om tidspunkt for og arten af arbejdet, en uge før arbejdet startes.

Hvis du udfører støvende aktiviteter, bør du altid sørge for regelmæssig og tilstrækkelig vanding, vådfejning samt inddækning eller på anden måde foretage støvhæmmende foranstaltninger.

Du bør inddække arbejdsområde og stilladser tæt, før blæserensning påbegyndes. Når afstanden til nærmeste bolig, virksomhed eller institution er større end 200 meter kan du undlade inddækning af arbejdsstedet.

Blæsemiddel og afblæst materiale skal fejes eller skovles, mens det er fugtigt.

Arbejdstider og støjgrænser

Vi opfordrer dig til kun at udføre støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 7-18 og lørdage i tidsrummet kl. 8-14

Støjende bygge- og anlægsarbejder er for eksempel

  • anvendelse af elektriske bore- og skæremaskiner
  • anvendelse af tårnkran
  • anvendelse af elektriske lifte
  • anvendelse af trykluftsværktøj
  • opstilling og nedtagning af stillads
  • tilbagevendende af- og pålæsning af byggematerialer og affald
  • tagrensning
  • etc.

Vi opfordrer dig til kun at udføre særligt støjende bygge- og anlægsarbejder mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 8-16 og lørdage i tidsrummet kl. 8-14.

Særligt støjende bygge- og anlægsarbejder er for eksempel

  • nedramning af spunsvægge og pæle
  • etablering af jordankre
  • betonnedbrydning og betonskæring
  • sandblæsning
  • nedrivning af bygninger
  • etct

Støj fra bygge- og anlægsaktiviteter bør ikke overstige 70 dB(A).

Kun undtagelsesvis må der foretages støjende og særligt støjende arbejder udenfor de nævnte tidsrum.

Om natten mellem kl. 22-07 bør det maksimale støjniveau ikke overstige 60 dB(A).

Hvis der er brugere/borgere i en bygning, hvor der foretages bygge- og anlægsarbejder, bør den bygningstransmitterede støj fra bygge- og anlægsaktiviteter ikke overstige 50 dB(A). Vibrationer bør ikke overstige 80 dB indendørs, gældende for det maksimale KB-vægtede accelerationsniveau.

Blæsemiddel, spildevand og andre affaldsprodukter.

Du skal træffe foranstaltninger til beskyttelse af jord, såfremt der er fare for, at blæsemiddel og afblæst materiale lander på jorden.

Du skal fjerne alt brugt blæsemiddel og afblæst materiale umiddelbart efter, at arbejdet er afsluttet.

Du skal håndtere og bortskaffe det brugte blæsemiddel i henhold til de til enhver tid gældende bestemmelser for håndtering og bortskaffelse af slagge- og sandblæsemidler, jf. Regulativ for erhvervsaffald i Tønder Kommune.

Du skal forhindre, at der kommer sand, malingsrester og lignende i kloak- og
regnvandsbrønde. Hvis det alligevel skulle ske, skal du sørge for, at brøndene tømmes. Du skal sikre, at afskærmningen ikke giver anledning til farlige situationer for trafikken – for eksempel at regnvand ikke kan komme væk fra vejbanen.

Skyllevand fra højtryksrenser må ikke afledes til kloak uden kommunens foregående tilladelse.

Du skal være opmærksom på at bygge-/anlægsaffald og jordflytning skal anmeldes på særligt skema – se vores hjemmeside www.toender.dk

Vil du nedrive eller renovere en bygning, der er opført i perioden 1950-1977 eller udskifte termoruder skal du også foretage en PCB-screening. PCB er en gruppe stoffer, som er meget miljø- og sundhedsskadelige.

Andre forhold

Denne vejledning omhandler kun støj-, støv- og vibrationsgener.

Du skal være opmærksom på at bygge-/anlægsarbejder normalt kræver en byggetilladelse efter Byggeloven.