Mange borgere, foreningsfolk og erhvervsdrivende lagde vejen forbi byværkstedet og receptionen i SAMMEN´s lokaler på Vestergade 4. Her kunne de byde ind med idéer, bekymringer, glæder og forslag til fremtidens Tønder. Ved åbningen understregede borgmester Jørgen Popp Petersen, at netop fællesskabet og samarbejdet er kernen i processen:
”Vi har en by med sjæl, historie og stærke fællesskaber. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi bedst passer på det, vi har – og samtidig udvikler det, vi savner. Og det gør vi ikke bag lukkede døre, men sammen med jer, lød det fra borgmesteren.
Formålet med helhedsplanen er at samle trådene fra de mange eksisterende strategier og initiativer – lige fra detailhandelsudvikling til byrum og boligudvikling – og skabe en fælles retning frem mod 2035. Planen skal ikke bare sætte retning, men også skabe konkrete forbedringer for dem, der lever, arbejder og besøger Tønder.
De mange fremmødte i byværkstedet gav deres bud på, hvordan vi får mere liv i midtbyen, bedre sammenhæng mellem byens områder og endnu større oplevelser – med respekt for byens historie og karakter.
Nåede du ikke forbi byværkstedet, men har gode input til helhedsplanen? Så fortvivl ej. Følg dette link og del dine tanker: ThingLink