Systemet af vandreruter på den sydlige del af Rømø bliver omkranset af en ny 17 kilometer lang varieret markeret stisløjfe, der mod syd ligger på Havnebydiget, mod vest følger stranden, mod nord går gennem Kirkeby Plantage og mod øst følger Vadehavskysten.

Indenfor og langs den store stisløjfe opstilles der korttavler, som angiver, hvor man befinder sig og som giver mulighed for at vælge alternative stimuligheder. Ud fra kortene vil brugerne selv kunne planlægge og sammensætte mange forskellige kortere og længere ruter.

"Arbejdet med etableringen af de markerede vandrestier foregår i et rigtig godt samarbejde med både de lokale borgere og sommerhusejerne. I slutningen af 2019 havde vi et borgermøde om stiprojektet på Rømø med tæt på 100 deltagere. Her blev der etableret fire arbejdsgrupper med deltagelse af 30 personer, som ønskede at bidrage til udformningen af stisystemet", fortæller Christa Jørgensen, der er fagchef for Miljø & Natur i Tønder Kommune.

Selvom arbejdet i 2020 blev besværliggjort af corona-situationen lykkedes det at afholde nogle meget konstruktive møder og besigtigelser i arbejdsgrupperne. Og med mange gode input fra borgerne kan der nu etableres et markeret vandrerutesystem på den sydlige del af Rømø, som giver alle mulighed for at opleve Rømøs spændende natur og kultur.

Det er planen, at en del af korttavlerne i løbet af de næste par år skal udskiftes med nogle lidt større skilte, som ud over kortet også fortæller om seværdighederne langs ruterne. Arbejdsgrupperne vil også bidrage med relevante input hertil.

"Arbejdet med markerede vandreruter på den nordlige del af Rømø forløber også rigtig godt. Vi forventer derfor, at et markeret vandrerutesystem for hele Rømø kan stå klar for vandrefolket til foråret 2022", fortæller Christa Jørgensen.

Som en del af projektet med etablering af det markerede rutesystemet forventes det også, at der bliver etableret en cirka 50 kilometer lang markeret vandresti rundt på hele Rømø i løbet af de næste par år.