Åbningen af PUP-uddannelsen i Tønder Kommune sker som en del af det arbejde Socialudvalget er i fuld gang med, og som handler om at udvikle plejefamilieområdet i kommunen. Det skal blandt andet ske gennem bedre uddannelsestilbud til plejefamilierne, så de får endnu bedre mulighed for at blive klædt på til at løfte opgaven med at være plejefamilie.


PUP står for Professionshøjskolernes uddannelse til Plejefamilier og er normalt forbundet med et selvbetalt deltagergebyr, men Tønder Kommune tilbyder alle pleje- og netværksfamilier, der har et barn i eller fra Tønder Kommune en gratis plads på første modul.


"Plejefamilierne løfter hver dag en stor og vigtig opgave, og derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for vores plejefamilier i Tønder Kommune. Man ikke kan læse sig til at give omsorg, opmærksomhed og kærlighed til børn, der har fået en svær start på livet. Men der er også en række praktisk ting, som jeg er overbevist om, at plejefamilierne får glæde af, og som de kan tage med sig fra uddannelsen - plus at de får skabt noget netværk med de andre plejefamilier", fortæller formanden for Socialudvalget, Peter Christensen.


På uddannelsen lærer plejefamilierne fx om de anbragte børns udvikling, børn i udsatte positioner og arbejdet med anbragte børns livshistorie. Uddannelsen består af tre moduler:


Modul 1: Plejebarnet
Modul 2: Plejefamiliens samarbejde
Modul 3 Hjernen og kroppen


Foreløbig afholdes Modul 1 i PUP-uddannelsen på campus i Tønder. Men Tønder Kommune og UCSYD, arbejder på, at plejefamilierne på sigt kan gennemføre hele uddannelsen lokalt i Tønder Kommune.


Pressen er velkommen til åbningen af den nye uddannelse som foregår onsdag den 19.8 klokken 9.00 på adressen:


EUC SYD
Plantagevej 35, 6720 Tønder
Lokale 96124


Tilmelding er ikke nødvendig.