Flere og flere sætter sig bag rattet, selvom de har ulovlige stoffer i blodet. Og i den sydlige del af Danmark er narkokørsel nu mere udbredt end spirituskørsel.

I årets første otte måneder sigtede politiet 986 personer for narkokørsel. Det er flere end i samme periode af 2019, hvor tallet lå på 890.

Den kedelige tendens ses også i Tønder Kommune, viser tallene fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Markant stigning i narkokørsel i Tønder Kommune
I løbet af årets første otte måneder har Politiet sigtet 90 personer for narkokørsel i Tønder Kommune. I samme periode sidste år lå tallet på 56, mens Politiet i årets første otte måneder af 2018 sigtede 23 for narkokørsel.

Den markante stigning giver anledning til bekymring hos Tønder Kommunes trafiksikkerhedsmedarbejder:

- Tallene taler jo desværre deres tydelige sprog: Det går den forkerte vej. Vi tager udviklingen meget alvorlig, for narkokørsel koster hvert år liv i trafikken, fortæller Sonja Svendsen.

Kurven skal knækkes med en kampagne, som skal vække opsigt samt skabe debat blandt unge i Syd- og Sønderjylland.

Tidligere har der ikke været målrettede kampagner på området i Syd- og Sønderjylland. Men politikredsen og syv syd- og sønderjyske kommuner gør nu en aktiv indsats for at bryde den onde spiral.

Kampagnens budskaber bliver spredt via Syd- og Sønderjyllands Politis Twitter-konto (#dropnarkokørsel) samt kommunernes sider på sociale medier.

Behov for et wakeup-call

Undersøgelser viser, at risikoen for at komme ud for et færdselsuheld stiger 1-3 gange, når en person er påvirket af hash. Risikoen stiger 2-10 gange, hvis en person kører med kokain i blodet og hvis personen kører i bil med en blanding af stoffer og alkohol i blodet er risikoen 200 gange større, end hvis man satte sig bag rettet uden at være påvirket.

- Der er ingen tvivl om, at narkokørsel er rigtig farligt. Narkobilister udsætter sig selv og deres medtrafikanter for stor fare, når de sætter sig bag rettet med stoffer i blodet. Loven har nultolerance over for stoffer i trafikken, men der er brug for indsatser på flere fronter, hvis vi skal gøre op med denne farlige adfærd, udtaler vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd-og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.

Kampagnen kører hen over efteråret.

Om kampagnen:

Kampagnens visuelle omdrejningspunkt skal sætte tankerne i gang hos unge, der er målgruppen for indsatsen.

Motoren for kampagnen er således en mindetatovering af en afdød ven - billedet på de følelser, skyld samt dårlig samvittighed, man skal leve med nu og for evigt, når man har kørt en ven i døden - både når man ser sig selv i spejlet, og når andre ser på en.

Kampagnefilmen kan ses her: https://www.facebook.com/dropnarkokoersel/