Flere og flere er kommet i gang med vaccinationen. 70 procent af alle i Tønder Kommune har nu påbegyndt deres vaccination, og over 50 procent er færdigvaccineret.

Det har betydet, at der foretages færre og færre kviktest. Aktuelt foretager Carelink mellem 7.000 og 8.000 kviktest om ugen i Tønder Kommune.

- Udviklingen med færre kviktest ses over hele landet. Derfor bliver testkapaciteten i Region Sønderjylland nu tilpasset. Dermed sikrer vi, at de, der ønsker at blive testet, kan blive det, samtidig med at der ikke bliver brugt unødvendig mange ressourcer på at drive kvikteststederne, udtaler chefkonsulent Peter Michael Jørgensen fra Tønder Kommune.


I Tønder Kommune betyder det, at der fra og med mandag den 9. august 2021 bliver foretaget en række ændringer.


I Toftlund og Løgumkloster vil der fremadrettet være mulighed for kviktest to dage om ugen. Det bliver hver mandag og torsdag fra kl. 12.00 til 19.00.

I Bredebro lukkes der for kviktest.

- Vi oplever i forhold til turismeindsatsen, at efterspørgslen efter test stadig er stor og særligt på Rømø. Vi fastholder derfor den nuværende testkapacitet med kviktest på Rømø og i Arrild Ferieby, udtaler Peter Michael Jørgensen.

På Rømø bliver testmulighederne udvidet, så der også om søndagen er mulighed for kviktest fra kl. 10.00 til 17.00 i Havneby ved Rømø Sylt/Færgen. Denne ændring træder i kraft allerede søndag den 8. august. Der vil også fortsat være PCR-test om tirsdagen på Rømø hos Rømø Infocenter.

På testcenteret i Skærbæk, der også er etableret som en del af turismeindsatsen, ændres åbningstiderne, så det fremadrettet har åbent mandag, tirsdag, torsdag, lørdag og søndag fra kl. 10.00 til 17.00 og onsdag og fredag fra kl. 10.00 til 19.00.

På kviktestcenteret i Tønder sker der på nuværende tidspunkt ikke ændringer i åbningstiderne, da testcenteret også har en funktion i forhold til grænsetrafikken.