Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev Kommuner har en fælles stand med temaer om klimahandlingsplanerne DK2020, bæredygtighed og bidragene til konkurrencen ”Danmarks vildeste Kommune”. På standen vil Biavlerforeningen Sønderjylland også være til stede.
Bæredygtighed og øget biodiversitet er et tema, der er begyndt at fylde mere de seneste år, og det mærker man også i kommunernes klima- og miljøafdelinger.
Vi har i år blandt andet valgt at fokusere på bidragene til Danmarks vildeste Kommune, fordi det er et emne, der er vigtig for naturen og samtidig er synligt for vores borgere.
Målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur. Der skal fokus på øget insektvenlig beplantning, etablering af sommerfuglehaver, insekthoteller og fuglekasser. Dette er blot nogle eksempler på tiltag vedrørende øget biodiversitet.
Man kan på dette års fællesdyrskue i kommunernes stand også blive klogere på, hvad klimahandlingsplanen DK2020 indebærer, og hvordan kommunerne arbejder med klima, bæredygtighed og Verdensmål.
Oplev og se hvordan bierne lever
Biavlerforeningen vil have en udstilling omkring bier og deres færden. Hvordan lever de, hvilke fordele er der ved bierne, og hvordan nektar ender som honning? Få indsigt i biernes liv og en uformel snak med biavlerne.
Derudover vil kommunerne oplyse om vildt blomsterblandinger og der udleveres små frøposer med blomstermix af hjemhørende arter ved standen.
Du finder de sønderjyske kommuner på stand D36.