Det betyder, at borgerne i de næste fire uger kan give deres holdning til kende og selv komme med forslag til, hvordan de foretrækker, at husholdningsaffaldet skal håndteres i Tønder Kommune.

Affaldsregulativerne, som Tønder Kommune laver i samarbejde med Tønder Forsyning, beskriver, hvilke ordninger der gælder for affald i Tønder Kommune. Når der er gennemført en indsamlingsordning for affaldet, så er det efterfølgende den enkelte borgers pligt, at benytte ordningerne.

"Vi går måske ikke lige og tænker så meget over husholdningsaffald i dagligdagen, men alligevel er det jo noget, som vi alle sammen skal forholde os til. Derfor vil jeg gerne opfordre til at man giver sin mening til kende, hvis man har nogle ønsker eller forslag til, hvordan det nye affaldsregulativ skal se ud", fortæller Johanne M. Ludvigsen, der er miljømedarbejder i Tønder Kommune.

Der er sendt to regulativer i høring - Regulativ for husholdningsaffald 2022, som skal gælde fra februar 2022, og Regulativ for husholdningsaffald 2023, som skal gælde fra 1. januar 2023.

Der sendes to udgaver af regulativet i høring, fordi kommunen har fået dispensation indtil 31.12.2022 til at indføre flere af de nye ordninger i affaldsbekendtgørelsen. De nye ordninger kræver en ny beholder ved hver husstand. Levering af den ekstra beholder skal sendes i udbud snarest muligt, og derfor er begge regulativer til godkendelse nu.

Regulativ for husholdningsaffald 2022 lægger op til at

  • Ordningen for stort genbrug nedlægges, så man ikke længere kan få afhentet stort genbrug ved husstanden. Dette skal fremover afleveres på genbrugspladsen.
  • Ordningen for haveaffald rettes til.
  • Ordning for mad- og drikkekartonaffald er tilføjet. Indtil den 1.1.2023 kan mad- og drikkekartonaffald afleveres på genbrugspladser i kommunen.
  • Ordningen for farligt affald er ændret, så miljøkassen gøres obligatorisk for husholdninger.

Regulativ for husholdningsaffald 2023 lægger op til at

  • Ordningerne for papir-, pap-, glas-, metal-, plast-, tekstil- samt mad- og drikkekartonaffald ændres, og skal fremover samles i to beholdere ved hver husstand. Det betyder, at der skal udleveres en ekstra beholder til hver husstand. I forslaget er valgt en 360 liters beholder, så en almindelig husstand fremover skal have tre beholdere til affald; to 240 liters beholder og en 360 liters beholder.
  • Ordningen for tømning af samletanke tages ud af regulativet, fordi forvaltningen ønsker, at lave et særskilt regulativ for dette. Et særskilt regulativ vil gøre tilføjelser eller ændringer administrativt lettere og borgerne vil nemmere kunne finde reglerne om samletanke.

Tønder Kommune sætter to beholdere ned i forhallen på rådhuset i Tønder, så besøgende kan se størrelsen på dem der.

Bemærkninger til regulativerne kan sendes til teknisk@toender.dk eller pr. brev til Teknik og Miljø, Wegners Plads 2, 6270 Tønder senest den 6. januar 2022.