Så skal borgerne i Tønder ikke vente meget længere, før regionens to sidste COVID-19-teststationer slår dørene op. Det sker den 1. december 2020 i Tønder og Fredericia.

De to teststationer fuldender dermed den COVID-19-vinterplan, som Region Syddanmark præsenterede i oktober måned.

Teststationerne i Tønder og Fredericia bliver dermed en del af regionens seks teststationer. Derudover er der også åbnet syv store testcentre i regionens største byer. Alle 13 teststeder er udpeget, klargjort og åbnet henover oktober, november og nu altså de sidste to den 1. december.

Irene Holk Lund, der er formand for Sundhedsudvalget i Tønder Kommune glæder sig over, at Tønder Kommune nu får et fast testcenter.