Det er ingen overdrivelse at sige, at rigtig mange af Bo Jessens politiske arbejdstimer er lagt i Teknik- & Miljøudvalget. I 24 år har den 59-årige kommunalpolitiker fra Tønderlisten været en del af skiftende Teknik- & Miljøudvalg, først i den tidligere Bredebro Kommune og efter kommunalreformen i Tønder Kommune, hvor han i 12 år også indtog formandsstolen.
Efter kommunalvalget i 2021, hvor Bo Jessen blev valgt ind med 336 personlige stemmer - det 6. højeste antal personlige stemmer i Tønder Kommune - overtog han rollen som formand for Arbejdsmarkedsudvalget, lige som han i dag også er medlem af Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget, Landudvalget, Jordkøbsnævnet, næstformand i arbejdsmarkedsudvalget for det grænseoverskridende samarbejde i Region Sønderjylland – Schleswig, bestyrelsen for Nationalparken Vadehavet og er desuden næstformand for Tønderlistens Kommunalbestyrelsesgruppe.
Bo Jessen er afholdt blandt sine kollegaer i Kommunalbestyrelsen, og meget optaget af, at man som folkevalgt sørger for at holde en ordentlig tone i det politiske arbejde
I 2020 modtog Bo Jessen Ridderkorset, men på grund af Corona var alle audienser aflyst, og han fik derfor ikke lejlighed til at takke Dronningen personligt. Det blev der heldigvis rådet bod på, da Majestæten besøgte Tønder Kommune den 6. august 2022. Her fik den erfarne kommunalpolitiker lejlighed til personligt at takke Dronningen i forbindelse med en reception på Kongeskibet Dannebrog.
På privatfronten er Bo Jessen gift med Karen og har to voksne døtre - Mai og Lea.
Jubilæet og jubilaren vil blive markeret ved en intern reception i forbindelse med Kommunalbestyrelsens møde den 26. januar, 2023