Højst Sogn består af 17 mindre landsbyer, hvor hovedbyen hedder Øster Højst. Øster Højst er en hyggelig landsby i hjertet af Sønderjylland.

Byen kan prale af at have intet mindre end fire velholdte institutioner, der alle er omdrejningspunkt for et forenings- og kulturliv. Siden 2006 har vi afholdt ’Højst aktiv uge’, hvor sundhed og fysisk aktivitet er i højsædet. Formålet er at samle sognets børn i alle aldre i et stærkt fællesskab.

Selve Øster Højst er en grøn by med flotte gamle og nye træer i haver, anlæg og plantager - et smukt syn møder os hver dag. Arn å løber lige forbi byen og gennem hele sognet, og er et paradis for lystfiskere. Også turister tiltrækkes af åen.

Erhverv i området er landbrug, håndværkere og entreprenører, Øster Højst Kro, en guldsmed og produktion af økologiske blåbær.

Arrangementer, der afholdes i årets løb, er Højst aktiv uge, Øster Højst U.I.F. (idrætsforening), fællesspisninger, juletræsfest, fastelavn og familiegudstjenester.

Øster Højst - er mere end du tror. Vi glæder os til at tage godt imod dig - tag hele familien med, vi har plads til alle.

Historie og særkende

Byen er kendt for Højst Kirke og et brandværn, et meget aktivt foreningsliv, vores landsbyfolkeskole, en tysk skole og en ‘kindergarten’.

Demografi

Antal indbyggere i sognet er knap 1000. Halvdelen af de bosatte er børnefamilier og unge, og den anden halvdel er 50+.

Geografi

Vi mødes på sportsarealerne, den gamle sportsplads og alleen. Og vi mødes gennem vores skoler, klublokaler, forsamlingshuset, kroen, hallerne, i kirken og spejderhytten.

Forenings- og fritidsliv

Byen er rig på foreningsliv. Foreningerne tæller en borgerforening, den lokale idrætsforening, efterløns- og pensionistforening, spejder, menighedsråd og ringridning.

Kontakt

Pia Johanning