Endelig godkendelse af Lokalplan nr. 148-740 og Kommuneplantillæg nr. 116-740, begge for Ferie- og fritidsområde ved Rømersvej og Vråbyvej, Rømø
Afgørelse
15. oktober 2020
17. september 2020
Efter kommunalbestyrelsens bemyndigelse er ovennævnte planer administrativt godkendt den 15. september 2020.
Ferie- og fritidsområde ved Rømersvej og Vråbyvej, Rømø
Samlet dokument indeholdende:
Kommuneplantillæg nr. 116-740
Lokalplan nr. 148-740
Kommuneplantillægget og Lokalplanen omfatter et område ved Havneby, Rømø, bestående af et eksisterende område til ferie- og fritidsformål ved Rømersvej og Vråbyvej.
Området anvendes til en todelt autocamperplads med 170 campingenheder samt til bolig, ferielejligheder og tre bondegårdscampingenheder ved ejendommen på Rømersvej. Der foreligger et ønske om at intensivere anvendelsen af autocamperpladsen, uden fysisk at udvide pladsen.
Lokalplanen har til formål at sikre områdets anvendelse til helårsbolig, ferie- og fritidsformål, herunder ferieboliger, autocamperplads med campinghytter samt med tilhørende service- og fritidsbygninger samt restauration, café mm. og ikke støjende fritidsaktiviteter. Samt sikre områdets udvikling med flere overnatningsenheder og faciliteter.
Kommuneplantillægget er udarbejdet for at udvide antallet af campingenheder i rammeområde nr. 740.59.9, der giver tilladelse til stuehus for landbrug samt ferielejligheder, campingplads for op til 170 autocampingenheder med tilhørende servicefaciliteter og ikke støjende fritidsaktiviteter. Udvidelsen består i en intensivering af området hvor der ønskes mulighed for op til 225 autocamperenheder heraf 20 campinghytter. Desuden ønskes der mulighed for etablering af en restaurant, café og lignende.
Lokalplanen, kommuneplantillægget har været i offentlig høring i perioden fra den 1. juli 2020 til 29. juli 2020.
Der er i høringsperioden ikke indkommet bemærkninger til planerne,
Klagevejledning
Når en lokalplan og et kommuneplantillæg er endeligt vedtaget, kan der ifølge planlovens § 58 klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål, og det skal ske inden fire uger. Fristen regnes fra den dag, hvor planen offentliggøres.
Du kan klage hvis du har en retlig interesse i sagens udfald eller ifølge planlovens § 59, er en landsdækkende forening eller organisation, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelse. Hvis du ønsker at klage, kan du klage via klageportalen, som ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NemId. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du undtagelsesvist vil søge om at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du henvende dig til Tønder Kommune.