Hjemmeundervisning i Tønder Kommune
Læs om hjemmeudervisning i Tønder Kommune.
I Danmark er hjemmeundervisning grundlovssikret.
Som hjemmeunderviser er man forpligtet til at give barnet en undervisning, der står mål med folkeskolen.
Kommunen fører tilsyn med undervisningen for at vurdere, om det er tilfældet.
Læs lovgrundlaget for hjemmeundervisning i Grundlovens §76
Læs lovgrundlaget for hjemmeundervisning i Friskolelovens Kapitel 8
Hvis du ønsker at hjemmeundervise dit barn, skal det meddeles til kommunen, før hjemmeundervisningen begynder.
Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn, der skal modtage hjemmeundervisning, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.
Du tilmelder dig her: Meddelelse om påbegyndelse af hjemmeundervisning.
Skoleforvaltningen kvitterer for modtagelsen af meddelelsen om hjemmeundervisning til hjemmeunderviseren.
Undervisningen skal stå mål med, ”hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”. Det betyder ifølge Undervisningsministeriet, at undervisningen skal give ”barnet de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis barnet havde gået i folkeskolen”.
Følgende fag skal kunne genkendes i undervisningen
- dansk (bemærk: danskundervisning skal foregå på dansk)
- matematik
- engelsk
- historie/samfundsfag
- naturvidenskabelige fag (biologi, kemi, fysik)
Hjemmeundervisere har dog metodefrihed, hvilket betyder, at de selv kan tilrettelægge undervisningen ud fra deres egne personlige og pædagogiske overbevisninger.
Nej, alle har ret til at hjemmeundervise ifølge Grundloven.
Der er ingen krav til hjemmeundervisernes uddannelse eller baggrund.
Det er dog et krav, at undervisningen står mål med undervisningen i folkeskolen.
Gør den ikke det, kan retten til at hjemmeundervise ophæves.
Der er ikke krav om, at undervisningen generelt skal foregå på dansk.
I faget dansk skal undervisningen dog foregå på dansk.
Der er ingen økonomiske tilskud til hjemmeundervisning, og man skal derfor selv afholde udgifter til materialer og andre udgifter i forhold til undervisningen.
Når anmeldelsen af hjemmeundervisning er modtaget, vil hjemmeunderviseren få en invitation til opstartssamtale.
Formålet med denne er at forventningsafstemme det kommende hjemmeundervisningsforløb og tilsyn hermed, ligesom der informeres om hyppighed, varighed, indholdet af og stedet for tilsyn.
Hjemmeunderviste børn har adgang til SFO på samme vilkår som børn i folkeskolen.
Som udgangspunkt er det ikke muligt at få specialpædagogisk hjælp til hjemmeundervisningen.
Hvis barnet har ”betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne” er det dog muligt at få gratis specialpædagogisk rådgivning til undervisningen i hjemmet ifølge friskolelovens §34.
Hvis barnet også har sprog- og talevanskeligheder, kan det være muligt at få specialundervisning og anden hjælp i hjemmet.
Om der skal ydes hjælp vil altid bero på en konkret vurdering af barnet og familiens behov.
Kontakt kommunen, hvis du vil høre om mulighederne.
Sprogkurser for børn
I Tønder Kommune har tosprogede børn fra 4. klassetrin mulighed for at deltage i sprogkurset Turbodansk, som varetages af Tønder Ungdomsskole.
Kurset er et intensivt 3-ugers forløb med fokus på at gøre eleverne bedre til at tale, læse og skrive dansk.
Hjemmeunderviste børn og deres undervisere kan ofte få adgang til museer og andre kulturelle tilbud til skolepris. Dette kræver som regel dokumentation for undervisningen, som kan udleveres af den tilsynsførende.
Det er altid en god idé at kontakte museer og andre tilbud inden besøget for at høre om mulighederne.
Kontakt tilsynet, hvis du ønsker dokumentation for din hjemmeundervisning.
Tilsynet tager primært udgangspunkt i en samtale med den, der er ansvarlig for undervisningen, med inddragelse af eleven.
Jævnfør Undervisningsministeriets anvisninger kan tilsynet fx omfatte
- spørgsmål til forældrene om undervisningen
- gennemgang af undervisningsmateriale
- gennemgang af evt. undervisningsplaner
- skriftlige redegørelser fra underviseren.
I Tønder Kommune afholdes tilsynet som regel som en samtale mellem hjemmeunderviser, barn og den tilsynsførende.
Her gennemgås undervisningsmetoder, materialer og eventuel dokumentation af undervisningen.
Det anbefales at dokumentere undervisningen. Det kan fx være
- et værdigrundlag, som beskriver tilgangen til undervisningen
- logbøger/dagbøger med tekst og fotos
- fotos eller videoer fra undervisningen
- produkter fra undervisningen (kladdehæfter, stile, opgaver, tegninger, krea-arbejde osv.)
- opsummering af undervisningen (en faginddelt opsummering af, hvad barnet har lært siden sidste tilsyn)
- undervisningsplan eller læringsmål.
Bemærk: Dokumentation er ikke et krav, men det kan være en betydelig hjælp til at synliggøre undervisningen overfor tilsynet.
I Tønder Kommune føres der tilsyn med hjemmeundervisning 2 gange om året. Vi indkalder til første tilsyn via digital post.
Har du haft tilsyn før, kan tilsynet aftales via e-mail eller telefon med den tilsynsførende.
I tilsynet deltager
- den tilsynsførende
- den eller de forældre/værger, som har ansvaret for undervisningen
- det/de hjemmeunderviste barn/børn
Er der behov for andre deltagere - fx en tolk - aftales det med tilsynsførende.
Det er et krav, at tilsynsførende møder barnet ved tilsynet.
Hvis barnet har eventuelle udfordringer, anbefaler vi at fortælle tilsynsførende om det før besøget, så der kan tages de rette hensyn.
Det er vigtigt, at tilsynet bliver en god og tryg oplevelse for barnet.
Vi anbefaler, at tilsynet holdes i hjemmet.
Det kan give et bedre indblik i undervisningen, hvis den tilsynsførende kan få et indtryk af læringsmiljøet. Det vil ofte også være her, at barnet er mest tryg og afslappet.
Det er dog ikke et krav. Tilsynet kan også afholdes et andet sted, hvilket i så fald aftales med tilsynsførende i god tid. Hvis tilsynet afholdes et andet sted, er det vigtigt, at stedet giver mulighed for at kunne føre en uforstyrret samtale. Kontakt tilsynsførende ved spørgsmål.
Ifølge Undervisningsministeriet er det muligt at afholde prøve i forbindelse med tilsynet, hvis tilsynet vurderer, at det er nødvendigt.
I Tønder Kommune afholdes der som udgangspunkt ikke prøver med mindre hjemmeunderviserne ønsker dette. Er det tilfældet, så kontakt tilsynsførende i god tid.
Som regel er der ikke krav om observation af undervisningen ved tilsyn i Tønder Kommune.
Hvis barnet er tryg ved situationen, kan det dog være en god idé at inddrage fx oplæsning, fremvisning af produkter fra undervisningen (tekster, regnestykker, krea-produkter osv.) eller præsentationer af udvalgt materiale under tilsynet.
Det er blevet udbredt at få hjælp til undervisningen fra online skoler.
Det er vigtigt at understrege, at ansvaret ifølge Undervisningsministeriet stadig påhviler den hjemmeundervisende - det vil sige typisk forældre eller værger.
Undervisning på en online skole fritager således ikke fra tilsynet, så længe barnet er tilmeldt hjemmeundervisning hos kommunen.
Bliver barnet undervist på en online skole, anbefales det kraftigt at bede skolen om materialer til brug ved tilsynet i god tid før tilsynet afholdes.
Det kan fx være
- undervisningsplaner
- beskrivelse af undervisningen
- vurdering af elevens udbytte i de underviste fag
De fleste online skoler er imødekommende i forhold til ovenstående.
Hvis ikke, er det vigtigt at hjemmeunderviseren selv kan beskrive og vurdere undervisningen overfor den tilsynsførende.
Vurderes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, vil der vil blive aftalt et nyt tilsynsbesøg inden for cirka tre måneder, så undervisningen kan komme på rette spor.
Hvis det viser sig, at undervisningen herefter fortsat er mangelfuld, vil eleven blive henvist til undervisning i en folkeskole eller i en skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. §35 i Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v..
Læs §35 i Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v..
Læs mere om hjemmeundervisning på Undervisningsministeriets hjemmeside.