
Virksomheder – bliv partner i Ungeløftet Tønder
Læs mere om, hvordan I kan bidrage som en del af et lokalt partnerskab i Ungeløftet.
Som virksomhed kan I byde de unge 15 - 29-årige indenfor på jeres arbejdsplads. Det kan være på fuldtid eller få timer om ugen. Det kan også være i et fritidsjob.
Når unge uden uddannelse eller job får mulighed for at træde ind i et arbejdsfællesskab, sker der noget helt særligt. De oplever, hvordan det føles at gøre en forskel, tage ansvar og tjene deres egne penge – og med det vokser både selvtillid og livsmod.
Som virksomhed kan I være med til at skabe den forandring. Ved at åbne døren for unge, giver I dem ikke bare en plads – I giver dem en retning. I bliver en del af deres rejse mod et selvstændigt liv, og samtidig får I friske perspektiver og engagerede hænder ind i jeres dagligdag.
Et fællesskab med rollemodeller
Unge har brug for at spejle sig i mennesker, der tror på dem. Hos jer møder de voksne, der viser vejen – ikke med pegefingre, men med tillid, ansvar og respekt. Det er i mødet med gode rollemodeller, at drømme bliver til virkelighed.
Uanset om I er en offentlig eller privat virksomhed – stor eller lille – har I muligheden for at tage et helt konkret ansvar: at åbne døren for unge, der står uden job eller uddannelse.
Det handler om at se potentialet. Sammen kan vi skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til de unge, der har det svært.
Partnerens rolle og bidrag
Virksomheden forpligter sig til:
- At tilbyde jobåbninger, hvad enten det er småjob, fritidsjob eller job med løntilskud – når der er et behov i virksomheden og et match med en ung, der er omfattet af målgruppen i Ungeløftet Tønder.
- At medvirke til at integrere unge i (arbejds)fællesskabet.
- At der forud for opstart på ansættelse foretages en forventningsafstemning i fællesskab med jobcenteret og den unge. Så den unge har de bedste forudsætninger for en god start på arbejdspladsen.
Derudover får virksomheden mulighed for at:
- Blive ambassadør for Ungeløftet og inspirere andre virksomheder til at tage del i indsatsen.
- Guide unge videre gennem jeres netværk, hvis I ikke selv kan tilbyde en plads – og dermed sikre, at ingen står alene.
- Deltage i netværk og erfaringsudveksling med andre engagerede aktører, der deler samme vision.
Kommunens rolle og forpligtelser
Tønder kommune forpligter sig til at:
- koordinere Ungeløftets indsatser lokalt.
- understøtte partneren i arbejdet med målgruppen gennem rådgivning og opfølgning, samt bidrage med viden om målgruppen gennem eksempelvis temamøder.
- sikre kvalitet og helhed i de unges forløb – herunder tværfagligt samarbejde med sundheds-, social- og uddannelsesområdet.
- der forud for opstart på ansættelse foretages en forventningsafstemning i fællesskab med virksomheden og den unge. Så den unge har de bedste forudsætninger for en god start på arbejdspladsen.
- tilbyde efterværn i den første tid i jobbet, som hjælp til både den unge og virksomheden.
Hver ung har en fast kontaktperson fra Jobcentret som motiverer, fastholder og støtter den unge på arbejdspladsen og i det konkrete forløb. Kontaktpersonen er ansvarlig for regelmæssige opfølgninger og agerer ligeledes kontaktperson for virksomheden i det konkrete forløb.
Kontakt
Ved henvendelse om partnerskab kontakt Jobcenter Tønders Virksomhedsservice på telefon 74 92 82 40 eller e-mail virksomhedsservice@toender.dk