Hegn og hegnssyn

Et godt naboskab er et fint udgangspunkt for at ordne praktiske ting på en god venskabelig måde. Hegnet mellem ejendommene er en del af naboskabet, som man er fælles om.
Naboer må i reglen selv bestemme, om de vil sætte et hegn op, hvilket hegn de ønsker, hvordan det sættes op og hvordan det skal vedligeholdes. Der kan i forhold til lokalplaner, tinglyste deklarationer, politivedtægt eller lignende, være begrænsninger eller bestemmelser for opsætning af hegn, som skal følges.

Hegn opdeles i:

• fælleshegn, der står i skellet mellem to grunde
• eget hegn, der står på egen grund langs skellet højst 1,75 meter fra skellinjen
• indre hegn, som står længere end 1,75 meter fra skellet

Fælleshegn og eget hegn hører under Hegnsloven, hvorimod Hegnsloven ikke gælder for indre hegn.

Hjælp til tvister og uenigheder

Kan I ikke blive enige om fælleshegnet eller eget hegns opsætning eller vedligeholdelse, kan tvisten indbringes for Hegnsynet. Skriv til hegnsynets sekretariat på teknisk@toender.dk, der herefter indkalder til en hegnsynsforretning.

Når hegnssagen er afsluttet, opkræver Hegnsynet et vederlag af en eller begge parter i sagen.

Kontakt

Hegnsynet i Tønder Kommune
Telefon 74 92 92 92