Dialogbaseret underretningsmøde
Underretningsmøder med en fælles faglig tilgang til børn, unge og forældre.
Kære forælder
Du er inviteret til et dialogbaseret underretningsmøde med dit barn, på baggrund af en bekymring.
Der kan være mange grunde til, at dit barns dagtilbud, skole eller sundhedsplejen er bekymret for dit barn. Måske er du også selv bekymret.
Bekymringen kan handle om dit barns generelle trivsel, om barnets udvikling og om barnet har brug for mere eller anden støtte end dagtilbuddet, skolen eller Sundhedsplejen kan give.
Barnets lov siger, at offentligt ansatte, fx pædagoger eller lærere, skal underrette kommunen, hvis de har kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte.
En underretning handler om omsorg for barnet og du kan som forælder ikke sige nej til en underretning om dit barn.
En underretning er det første skridt mod at du og dit barn får den rette hjælp.
Et dialogbaseret underretningsmøde handler om at dagtilbuddet, skolen eller sundhedsplejen og en børn og unge rådgiver fra Børn og Familie Myndighed, sammen med forældrene, taler om, hvordan bekymringen bedst håndteres.
Hvornår og hvem?
Hvis du takker ja til underretningsmødet, aftaler du, og dit barns dagtilbud, skole eller Sundhedsplejen nogle datoer til et møde som afholdes senest 14 dage fra nu.
På mødet deltager barnet, barnets forældre, relevante pædagoger/lærere, en børn og unge rådgiver, eventuelt andre fagprofessionelle og måske en leder fra daginstitutionen eller skolen. Hvis underretningen kommer fra Sundhedsplejen, er det sundhedsplejersken der er vært for mødet.
Dit barn skal deltage i mødet.
Det er vigtigt at dit barn møder 15 minutter før mødets start, for at blive introduceret til sin børn og unge rådgiver.
Din rolle
Som forælder har du en meget vigtig rolle i underretningsmødet. Du kender dit barn, og kan derfor uddybe med din viden om barnets ressourcer og begrænsninger. Det giver et godt afsæt, for det kommende samarbejde.
Det videre forløb
Hvis børn og unge rådgiveren, på baggrund af underretnings-mødet vurderer, at dit barn ikke har brug for støtte via Barnets Lov, bliver sagen lukket i Børne- og Familieafdelingen, og I arbejder, sammen med jeres barns dagtilbud, skole eller sundhedsplejen, videre med jeres barns trivsel.
Hvis børn- og ungerådgiveren vurderer, at dit barn har brug for støtte i en kortere eller længere periode, vil det fremadrettede samarbejde mellem jeres familie, dagtilbuddet, skolen eller sundhedsplejersken og Børne- og Familieafdelingen Myndighed blive aftalt på mødet.
Så ved alle, hvad næste skridt er, og hvem der gør hvad.
Referatet af mødet får I tilsendt via e-Boks. Der kan gå op til 10 arbejdsdage inden du modtager referatet.
Bisidder
Både forældre og barn har ret til at medbringe en bisidder til mødet.
En bisidder er en støtte, der kan hjælpe dig, inden mødet, med at afklare dine mål og spørgsmål.
En bisidder er en person der har ret til at være tilstede ved mødet, men kan ikke træffe beslutninger på dine vegne.
Efter samtalen kan bisidderen hjælpe dig med at få klarhed over, hvad der blev sagt og besluttet på mødet.
Man vælger selv sin bisidder. Det kan eksempelvis være et familiemedlem eller en god ven, som man har tillid til.
Børns Vilkår tilbyder bisidning til børn og unge.
Du kan læse mere om dette på deres hjemmeside.
Tryghedsperson
Barnet/den unge har ret til at have en tryghedsperson tilstede ved mødet.
En tryghedsperson er en neutral støtteperson, som barnet eller den unge føler sig tryg ved.
Det kan være et familiemedlem fx bedsteforældre, tante eller søskende som er over 18 år.
Det kan også være en voksen fra barnets eller den unges netværk fx en lærer, pædagog eller en anden betydningsfuld person.
Skole eller dagtilbud skal invitere en tryghedsperson til underretningsmødet, hvis barnet ønsker det.
Hvor foregår mødet?
Mødet foregår i dit barns skole, dagtilbud eller hos Sundhedsplejen.
Er der en dagsorden?
Mødet tager afsæt i de 6 punkter som nedenstående tegning illustrerer.
Ønsker du ikke at deltage?
Hvis du ikke ønsker at deltage i det dialogbaserede underretningsmøde, skal dit barns skole, dagtilbud eller sundhedsplejerske lave en skriftlig underretning til Børne- og Familie Myndighed, som efterfølgende indkalder dig til møde.