Rundstykker og juice
start på hovedindhold

Tilflytterbrunch

En varm velkomst til dig, der er ny i Tønder Kommune.

Hvert år i juni inviterer Tønder Kommune nye tilflyttere til Tilflytterbrunch – et hyggeligt og uformelt arrangement, hvor nye borgere og familier får mulighed for at lære deres nye kommune bedre at kende.

At flytte til et nyt område er en stor beslutning. Derfor er tilflytterbrunchen skabt som en tryg ramme, hvor du kan møde andre tilflyttere, komme i dialog med lokale aktører og få indblik i hverdagslivet, fællesskaberne og mulighederne i netop det lokalområde, du er flyttet til.

Arrangementet er for hele familien, så mens de voksne får tid og ro til at snakke, stille spørgsmål og netværke, er der et sjovt tegneområde til børnene. 

Som en del af brunchen bliver alle deltagere placeret ved borde sammen med repræsentanter fra lokale råd eller borgerforeninger fra deres nærområde. Det giver dig en unik mulighed for at få lokal viden, tips og personlige fortællinger – og for at tage de første skridt ind i lokale fællesskaber.

Tilflytterbrunchen er samtidig en mulighed for at møde kommunen ansigt til ansigt. Gennem korte møder og samtaler kan du få svar på dine spørgsmål, blive klogere på kommunale tilbud og opleve, at der er hjælp og støtte at hente, når du er ny i området.