
Traditionen tro markerer Tønder Kommune Flagdagen
Lørdag den 5. september anerkender og hylder vi den professionelle og betydningsfulde indsats, som Danmarks udsendte har ydet og fortsat yder i internationale missioner.

Markeringen gennemføres i samarbejde med forsvarsbroderselskaberne i Bredebro, Løgumkloster og Tønder samt kommunens soldaterforeninger.
Dagen indledes med en march kl. 11 fra parkeringspladsen på Carstensgade (over for sygehuset), gennem byens gågade til rådhuset på Wegners Plads 2.
Alle er velkomne til at overvære marchen og den efterfølgende modtagelse på rådhuset. Her vil der være taler ved borgmester Jørgen Popp Petersen, Henrik Willerslev på vegne af Forsvarsbrødrene samt seniorsergent Anders L. Gass. Efter talerne nedlægges der blomster ved mindepladen for de faldne udsendte.
Arrangementet afsluttes med en kort andagt ved sognepræst ved Hostrup Kirke og tidligere feltpræst Thorsten Bjerg Christensen samt fællessang ”Altid frejdig, når du går”.