Tønder Kommune går igen frem i stor erhvervsundersøgelse
Tønder Kommune fortsætter sin fremgang i Dansk Industris årlige undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed i de danske kommuner. I 2021 indtager Tønder en 44. plads, og går dermed fem pladser frem i forhold til sidste år og 20 pladser frem i forhold til undersøgelsen fra 2019. Borgmester Henrik Frandsen er tilfreds med fremgangen men understreger, at der stadig er plads til forbedringer.
Dansk Industris (DI) undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed inden for erhvervsorganisationens brancher, fx byggeri, transport, fødevarer og engroshandel.
Fremgangen fra undersøgelsen i 2020 betyder, at Tønder Kommune siden 2019 er gået 20 pladser frem i Dansk Industris erhvervsundersøgelser. I sidste uge placerede en erhvervsundersøgelse foretaget af erhvervsorganisationen SMV Danmark Tønder Kommune på en 9. plads blandt de danske kommuner.
Så alt i alt er Tønder Kommunes borgmester Henrik Frandsen ganske godt tilfreds med resultaterne af de to erhvervsundersøgelser.
" Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere alt for skråsikkert på baggrund af to undersøgelser. Men jeg synes de tegner et billede af, at Tønder Kommune rykker i den rigtige retning, og det er jeg selvfølgelig glad for. Overordnet set er virksomhederne tilfredse med den service de får af kommunen, og det er et fint udgangspunkt for vores videre arbejde med at skabe vækst og udvikling i hele Tønder Kommune", fortæller Henrik Frandsen.
Erhvervsundersøgelsen er opdelt i 10 kategorier, og det er især i kategorierne "Uddannelse" og "Digitale Rammer", at Tønder Kommune klarer sig godt med henholdsvis en 14. og en 16. plads. Undersøgelsen viser også, at virksomhederne mener arbejdskraft, infrastruktur, transport og uddannelse bør have de højeste prioriteter i Tønder Kommune.
"At skaffe kvalificeret arbejdskraft og interessante uddannelser til kommunen er noget, som vi i Kommunalbestyrelsen har meget stort fokus på. Der er ingen tvivl om, at der ligger en stor opgave i gøre alt, hvad vi kan, for at sikre virksomhederne de bedst mulige vilkår for at rekruttere og tiltrække medarbejdere" understreger Tønders borgmester.
Undersøgelsen viser også, virksomhedernes overordnede tilfredshed med erhvervsvenligheden i Tønder Kommune flugter med det samlede gennemsnit for alle landets kommuner. Samtidig viser undersøgelsen, at over 90 procent af virksomhederne "helt sikkert", "sikkert" eller "måske" vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen
Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser, da man efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri har udarbejdet en helt ny samlet undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der er for små til at indhente et tilstrækkeligt antal svar.