start på hovedindhold

Tønder Kommune afbryder samarbejdet med Friis & Moltke

Uenighed om økonomien og utilfredshed med rådgivningen i forbindelse med byggeriet af Ny Skærbæk Skole får nu Tønder Kommune til at standse samarbejdet med totalrådgiveren Friis & Moltke pr. 18. september. Kommunen vurderer, at beslutningen er nødvendig for at sikre den videre fremdrift i byggeriet.

Den 18. juni bevilligede Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune en tillægsbevilling på 7,8 millioner kroner til byggeriet.

Ud af det beløb blev der afsat 1,4 millioner kroner som et maksimum beløb til totalrådgiverne for byggeriets forlængelse. Totalrådgiverne foreslog at deres ydelser skulle afregnes efter tidsforbruget. Et forslag Tønder Kommune dog kun ville kunne acceptere, såfremt det blev med det budgetterede loft på 1,4 millioner kroner.

Friis & Moltke, har fastholdt, at hvis Tønder Kommune vil have en fast pris for forlængelsen, vil det koste 1,9 millioner kroner - alternativt skal der afregnes med timeløn. Dette har kommunen løbende afvist.

"En stor del af de arbejder som skal udføres af totalrådgiverne i den forlængede byggeperiode, er allerede indeholdt i det totalrådgiverhonorar på 8,5 mio. kr., som Friis & Moltke har fået udbetalt. Vi mener i Kommunalbestyrelsen, at Tønder Kommunes tilbud var særdeles rimeligt, og hvis totalrådgiveren ikke vil acceptere dette, så er vi nødt til at gå andre veje for at få afsluttet projektet", fortæller borgmester Henrik Frandsen.

Kommunens afvisning har betydet, at Friis og Moltke nu tre gange har varslet Tønder Kommune om, at man vil standse arbejdet på byggepladsen, hvis ikke kommunen betaler den høje afregning.

"Det er ikke holdbart, at vores totalentreprenør gentagne gange truer med at standse arbejdet på byggepladsen, og derfor er vi nødt til at stoppe samarbejdet. Vi har et ansvar overfor borgerne, og derfor skal fremdriften af byggeriet sikres bedst muligt. Samtidig må vi desværre sige, at der har været dele af samarbejdet, som ikke er forløbet tilfredsstillende, det gælder både i forhold til rådgivningen og økonomien. fortæller Henrik Frandsen.

I forhold til økonomien er Tønder Kommune fortsat uenig i de seneste opgørelser som Friis & Moltke har fremsendt. I byggeperioden har Friis & Moltke, som det oprindelig var aftalt, fået 175.000 kr. hver måned, for byggeledelse, koordinering af byggeriet samt afklaringer af udfordringer og spørgsmål i projektet. På den fremsendte opgørelse for juni måned, var det beløb blevet fordoblet.

Da byggeperioden første gang blev forlænget til efterårsferien, forhørte Tønder Kommune sig hos Friis & Moltke omkring udgifterne ved en forlængelse. Her var meldingen at der ikke blev ekstra udgifter forbundet med forlængelsen.

"Tre måneder senere meddeler Friis & Moltke så alligevel, at man vil have ekstra honorar for forlængelsen, hvilket vi undrer os noget over", siger Henrik Frandsen.

Da parterne ikke kan nå til enighed omkring økonomien for forlængelsen, og der ikke er tilfredshed med den rådgivningsydelse Friis & Moltke har givet, standser Tønder Kommune derfor nu samarbejdet med rådgiveren.

"Jeg synes det er ærgerligt, at vi nu er nødt til at standse samarbejdet, men vi har som kommune et ansvar for, at skolebyggeriet kan færdiggøres bedst muligt og til tiden, fortæller Tønder Kommunes borgmester og tilføjer, at der er opbakning fra et stort flertal i Kommunalbestyrelsen til beslutningen.

Konsekvensen af dette kan blive en voldgiftssag, da totalrådgiveren Friis & Moltke og Tønder Kommune begge mener, at have krav mod hinanden.