SOSU-elever med særlig uddannelse inden for velfærdsteknologi
Tønder Kommune har netop fået uddannet to Digi-Tech social- og sundhedsassistenter, der har tilegnet sig en særlig viden inden for velfærdsteknologi og digitale løsninger.
Ghaiath Adel Dandash og Jane Wambere Sandholdt er som de første i Tønder Kommune nu blevet uddannet som Digi-Tech assistenter. Det vil sige, at de har taget en uddannelse som social- og sundhedsassistent med særlig fokus på velfærdsteknologi og hvordan den kan skabe værdi for borgerne.
Med uddannelsen er de frontløbere på det digitale og velfærdsteknologiske område inden for assistentuddannelsen, der tager knap tre år.
Tønder Kommune har hvert år 4-6 Digi-Tech elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen, og Ghaiath Adel Dandash og Jane Wambere Sandholdt er de første, der nu dimitterer.
Digi-Tech eleverne kan under og efter deres uddannelse hjælpe både borgere og medarbejdere med at blive stærkere til digitale løsninger. Blandt andet har de hjulpet borgere med smartphones og tablets, brug af VirtuelReality briller, installering af diverse apps, robotunderstøttelse ved spisesitautioner med videre.
Digi-Tech elever har nogle helt særlige kompetencer i at vurdere velfærdsteknologiske løsninger og at vise dem frem for både borgere og medarbejdere.
Ved siden af alt det digitale, så lærer eleverne også det samme plejemæssige pensum som andre social- og sundhedsassistentelever, så det er egentlig en sosu- assistentuddannelse med en digital overbygning.
Tønder Kommune får jævnligt henvendelser fra andre kommuner, der gerne vil høre mere om denne uddannelse og hvordan Tønder Kommune tilrettelægger et læringsmiljø, hvor disse elever kan lære mest muligt.
I Tønder Kommune bruger vi mange teknologier til at understøtte borgeres behov og medarbejdernes arbejde. Med Digi-Tech assistenter i plejen, vil det være med til at udbygge dette yderligere.