Plejecenterbeboerne får vaccinestik nummer to på lørdag
I Tønder Kommune fik beboerne på plejecentrene deres første stik i vaccinationsprogrammet mod Covid-19 for tre uger siden. På lørdag fuldføres vaccinationen med stik nummer to.
Fredag den 8. januar var en stor dag for plejecentrene i Tønder Kommune. Her fik alle kommunens plejecenterbeboere tilbudt vaccination mod Covid-19. Cirka 89 procent af beboerne tog imod tilbuddet, og de vil nu alle få deres andet stik og dermed blive færdigvaccineret helt efter planen.
Det glæder formanden for Sundhedsudvalget, Irene Holk Lund, som ellers var noget bekymret efter udmeldingen om at der var færre vacciner til rådighed:
"Jeg er oprigtig glad og lettet over, at vi kan fuldføre planen, så vores beboere på plejecentrene kan få færdiggjort deres vaccination", fortæller Irene Holk Lund.
Formanden for Sundhedsudvalget, Irene Holk Lund, glæder sig over, at plejecenterbeboerne i Tønder Kommune nu får vaccination nummer to.