Ny strategi for plejefamilieområdet i Tønder kommune
Tønder Kommunes Kommunalbestyrelse godkendte på Kommunalbestyrelsesmødet den 28. oktober en ny strategi for plejefamilieområdet. Strategien skal bidrage til at udvikle og sætte den fremtidige retning for området. Det skal ske med fokus på rekruttering af nye plejefamilier og et kompetenceløft af hele området.
Med strategien vil Tønder Kommune styrke indsatsen for udsatte børn og unge, og skabe yderligere fremdrift på plejefamilieområdet. Målet er, at de børn der ikke kan bo hjemme, så vidt muligt anbringes i en plejefamilie.
"Gode plejefamilier er helt afgørende for, at anbragte børn og unge kan få en tryg og kærlig opvækst. Når et barn anbringes i en netværks- eller plejefamilie, skal kvaliteten være i orden, og plejefamilien skal være godt klædt på til den store opgave det er, at tage vare på et omsorgssvigtet barn." fortæller Peter Christensen, der er formand for Socialudvalget i Tønder Kommune.
Tønder Kommune har mange gode og kompetente netværks- og plejefamilier, men resultatet af en spørgeskemaundersøgelse fra 2020 viser, at 77 % af plejeforældrene er over 50 år, og derved nærmer sig aldersgrænsen for plejefamilier. Rekruttering af nye netværks- og plejefamilier er derfor en reel udfordring i de kommende år.
Formanden for Socialudvalget, Peter Christensen, glæder sig over den nye strategi for plejefamilieområdet.