start på hovedindhold

Nu skal der skabes nye aktivitetsmuligheder på Rømø

Følgegruppen for Rømø Udviklingsplan er klar til næste opgave. Udviklingsplanen for øen har som mål, både at skabe udvikling af aktiviteter i naturen og på permanente udendørs aktiviteter.

Nu skal der sættes fokus på nye mulige aktivitetsmuligheder, som er særligt efterspurgte uden for højsæsonen. På den måde vil Følgegruppen for Rømø Udviklingsplan få sat en proces i gang, hvor turismen bredes ud over sæsonen.

Følgegruppen er netop nu ved at forberede, hvordan den vil angribe opgaven - og det er helt sikkert, at endnu flere vil blive involveret i arbejdet.

"Vi skal have en god dialog med de lokale fra turismeerhvervet og alle de borgere, som har et godt indblik i både hvad der er af muligheder og hvad der efterspørges", fortæller chefkonsulent Karsten Hagel Jensen og tilføjer:

"Vi har ikke på forhånd fastlagt helt konkrete ideer til, hvad det kan ende med. Det vigtige er at se på, om der er ideer, der passer godt ind i det billede, vi ønsker for Rømø, og at vi finder noget, der både er bæredygtigt og har lokal opbakning, " fortæller Karsten Hagel Jensen.

I udviklingsplanen nævnes mange konkrete muligheder for nye aktiviteter; alt lige fra legepladser, udendørs fitness, udsigtspunkter til mountainbikespor og hundelegepladser. Det er blot nogle af de muligheder der er, men det er også muligt, at man fremadrettet vælger at gå efter andre konkrete aktivitetsmuligheder.

"Følgegruppen er spændt på det kommende arbejde og vi vender snart tilbage med noget mere konkret om hvad, der kommer til at ske af spændende ting på Rømø i den kommende tid" fortæller Karsten Hagel Jensen.

Beslutningen om prioriteringen af nye aktivitetsmuligheder blev taget på følgegruppens møde den 28. januar. På det samme møde var der også opbakning til, at Nationalpark sekretariatet arbejder videre med, hvordan formidlingen på vigepladserne på Rømø dæmningen kan forbedres.