start på hovedindhold

Musikken i Sønderjylland modtager 98.500 kr. fra Kong Frederiks-Fonden

Otte projekter har i år modtaget støtte af Kong Frederiks-Fonden til styrkelse af musiklivet i Sønderjylland. Se hvem her.

Dronning Ingrid skænkede tilbage i 1978 midler til stiftelsen af Kong Frederiks-Fonden, og hvert år uddeler fonden støtte til forskellige formål, som styrker musiklivet i Sønderjylland.

I år var emnet "Rytmisk musik - giv corona modspil med rytmer". Et emne, der var åbent for fortolkninger.

Formanden for fonden, kulturudvalgsformand i Tønder Kommune René Andersen, glæder sig over det rige musikliv, der er i Sønderjylland:


- Musikken beriger vores liv og åbner op for store oplevelser og netop efter en lang nedlukningsfase,
hungrer vi alle efter kulturelle oplevelser, så derfor skal musikken være med til at vende corona ryggen.

Fondsbestyrelsen valgte at støtte otte projekter ud af seksten spændende ansøgninger fra hele Sønderjylland.

Tidligere er uddelingen sket på Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts, men i år havde formanden fornøjelsen af at ringe til de glade fondsmodtagere på Kong Frederik og Dronnings Ingrids bryllupsdag den 24. maj, hvor han ønskede de udvalgte tillykke med støtten.

De otte fondsmodtagere er:

  • LangeAndersen og NarraMusica modtog 15.000 kr. De vil bringe deres musik ud til folk i lokalområderne i Sønderjylland og optræde på steder, hvor man normalt ikke finder den slags arrangementer. De vil hylde de gode gamle dage med skøn musik og stemning.

  • Aabenraa GospelFamily modtog 15.000 kr. De vil arrangere to workshops med sang, bevægelse og fællesskab. Young Summer Gospel for 3. - 6. klasser og Teen Summer Gospel for 7. klasse til 21 år. Begge workshops afsluttes med et brag af en koncert.

  • VisVocal modtog 8.000 kr. De vil holde en gratis-koncert i centrum af Aabenraa by, hvor de vil give folk en kulturel oplevelse med rytmisk musik og god stemning.

  • Sønderborghus modtog 15.000 kr. De vil holde 3-4 koncerter i landdistrikterne i Sønderjylland. Koncerter placeres uden for hovedbyerne som modvægt til de mange kulturtilbud, der centreres omkring i de store byer.

  • Sjælfugl modtog 15.000 kr. Bandet, der fortolker folkemusik fra forskellige steder i verden, vil holde tre koncerter i henholdsvis Sønderborg, Haderslev og Tønder med det formål at fremme musiklivet og mangfoldigheden på den sønderjyske musikscene.

  • Spot On Højer modtog 5.500 kr. De vil holde et efterårsbal i laden på marskgården Kiers Gaard i Højer med akustiske rytmiske toner, hvor den danske musik vil blive hyldet. En aften, som vil bringe glæde og minde én om, hvad musik og fællesskab betyder.

  • Sound of Joy modtog 10.000 kr. De vil holde deres 10 års jubilæumskoncert med gospelsangerinde Laura Kjærgaard som gæstesolist. Koret har et alsidigt repertoire fra traditionel og moderne gospelsange til nyere sange med en tvist af rock. Koncerten skal holdes på Kulturhuset Harmonien i Haderslev.

  • Trio Jensen/Fieve/Blancarte modtog 15.000 kr. Trioen vil holde udendørskoncerter ved f.eks. Tønder Kunstmuseum og Toftlund Kulturtorv. Som optakt til koncerterne vil der bl.a. være fællessang. Trioen griber musikken og kaster friske, nye klange ud til en kulturhungrende befolkning.

Fakta:

Fondsbestyrelsen består af kulturudvalgsformændene fra de fire sønderjyske kommuner:
- René Andersen (Tønder)
- Kjeld Thrane (Haderslev)
- Stephan Kleinschmidt (Sønderborg)
- Lars Kristensen (Aabenraa)

Repræsentant fra musiklivet i Sønderjylland udpeget af de Samvirkende Sønderjyske Musikskoler:
- Henrik Thaysen Dam

Repræsentant for Sønderjyllands Symfoniorkester:
- Jeppe Solløs Rasmussen