For fjerde gang har Tønder Kommune uddelt Initativprisen. Denne gang er modtageren Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgård for deres initiativ ”Åben Skolestue”.

Åben skolestue er opstået som svar på de forandringer i beboersammensætningen, der har gjort, at afstanden mellem folk i området, både fysisk og socialt, er blevet større.
Initiativet består af en kreagruppe for børn og et åbent café-miljø, hvor folk uforpligtende kan mødes til socialt samvær i forsamlingshuset.
Skolestuen har åben en dag hver tredje uge fra oktober til marts, og det har været et populært mødested for både tilflyttere og lokale beboere.

Formålet har været at skabe nye sociale bånd på tværs af alder og baggrund, hvilket har ført til nye relationer og stærkere sammenhold i lokalsamfundet. I en tid, hvor mange forsamlingshuse kæmper for relevans, har initiativet været et bevis på, hvordan traditionelle mødesteder kan genopfindes og få nyt liv.

Formanden for Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget, Thomas Ørting Jørgensen, overrakte prisen i forbindelse med et møde den 23. oktober i Møgeltønder Forsamlingshus, hvor flere end 30 ildsjæle fra kommunens byer og landsbyer deltog.  Med prisen følger 10.000 kroner og et messingskilt som et synligt bevis på hæderen.

- Vi er stolte over at kunne hylde et så inspirerende projekt, som ikke kun har skabt nye fællesskaber, men også har vist vejen for bæredygtige samarbejder på tværs af foreninger. Det er denne form for initiativer, der styrker vores lokalsamfund og gør Tønder Kommune til et bedre sted at bo, siger Thomas Ørting Jørgensen.

Med Åben Skolestue har Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgård sat et eksempel på, hvordan små initiativer kan skabe stor værdi lokalt.


Tidligere vindere af initiativprisen er:
2021 Blev prisen delt mellem ”Seniorerne i Visby” og ”Spark Dæk”
2022 Kælkebakken i Toftlund
2023 Danmark Dejligst BRF