Legatfond giver ny supercykel til beboerne på Kastaniebo
Døgntilbuddet Kastaniebo har søgt om - og fået - støtte fra Tønder Kommunes Legatfond II. Midlerne er gået til en ny cykel, hvor kørestolsbrugere og gangbesværede, som ikke har mulighed for at benytte en almindelig sofacykel, fremover kan sidde foran på cyklen og få nogle gode oplevelser ude i den friske luft.
Tønder Kommunes Legatfond II besluttede på sit møde den 2. november 2021 at imødekomme en ansøgning om midler til en ny cykel fra døgntilbuddet Kastaniebo i Tønder.
Den nye cykel, som kan bruges til at give bevægelseshæmmede beboere mulighed for at komme ud i den friske luft, har længe været et ønske på Kastaniebo. Men cyklen er dyr, og derfor er personalet på Kastaniebo begejstrede over, at Tønder Kommunes Legatfond II nu har bevilget pengene.
I Legatbestyrelsen lægger vi vægt på, at legatets midler kan anvendes til en anskaffelse, som fx den nye cykel til Kastaniebo, hvor man ikke kan gå ud fra, at den enkelte institution kan finde pengene i deres eget driftsbudget. Derfor er vi glade for, at vi kan give beboerne og personalet noget ekstra, som de kan få glæde af i deres dagligdag, fortæller Barbara Krarup Hansen, der er formand for legatbestyrelsen.
På Kastaniebo ser personalet også frem til, at de med den nye cykel kan få aktiveret nogle af de beboere, som ellers har svært ved selv at transportere sig rundt.
Borgere som ofte er meget begrænset i deres fysiske udfoldelse får her en fantastisk oplevelse. De kan komme ud og få luft i håret og blæst i kinderne, hvor alle sanser bliver stimuleret, fortæller Maj-Brit Bjørn Nissen, der er konstitueret leder på Kastaniebo.
Hun tilføjer, at Kastaniebo med cyklen får mulighed for at dyrke en ny og anderledes aktivitet, som samtidig går fint i tråd med Tønder Kommunes Sundhedspolitik, hvor der er fokus på de såkaldte KRAMM-faktorer (Kost - Rygning - Alkohol - Motion og Mentalsundhed).
Formålet med Tønder Kommunes Legatfond II er at anvende legatets indtægt til fordel for værdigt trængende, der er bosiddende i det geografiske område, der udgjorde Tønder Kommune før 31. december 2006 (postnummer 6270).
Torsdag den 3. februar kl. 13 kommer formanden for legatbestyrelsen Barbara Krarup Hansen og overrækker kørestolscyklen til beboerne og personalet på Kastaniebo, Kastanie Alle 3, 6270 Tønder.
Pressen er velkommen.