start på hovedindhold

Indstillinger søges til corona-tilpassede prisoverrækkelser

Tønder Kommunes kultur- og fritidsafdeling efterspørger indstillinger til både foreningspriser og hædring af mesterskaber - denne gang i corona-tilpasset udgave.

Tønder Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg og Folkeoplysningsudvalg har i de seneste uger opfordret de folkeoplysende foreninger til at indstille deres dygtige frivillige til foreningspriserne og deres medaljevindere til hædring af mesterskaber.

Traditionen tro hædres engagerede foreningsledere og vindere af mesterskaber for deres bedrifter det forgange år.

Uanset om man er dygtig til dans, karate, håndbold eller floorball, så er kommunens udvalg glade og stolte over de mange idrætsudøvere og andre vindere, der sætter Tønder Kommune på landkortet og viser, hvad de kan. Det skal naturligvis fejres. Men årets coronasituation gør, at fejringen er nødt til at være anderledes end den plejer, fortæller kommunens kultur- og fritidsafdeling.

I løbet af november måned vil der derfor ske ting og sager, når årets overrækkelse skal foregå på en alternativ og corona-tilpasset måde. Tovholderne for hædringen kan endnu ikke afsløre, hvordan det gennemføres, men lover, at det bliver både festligt og anderledes.

Fristen for at indsende indstillinger er den 7. oktober. Indstillingsformular med retningslinjer til både foreningspriser og hædring af mesterskaber findes på Tønder Kommunes hjemmeside www.toender.dk/priser


Fakta:
Foreningspriser - følgende priser uddeles:
2 ungdomspriser
6 leder-, instruktør- og trænerpriser
6 foreningsindsatspriser

Hædring af mesterskaber:
Mesterskabet skal ligge i perioden 1.4.2019 - 31.3.2020
Personer eller hold under 18 år hædres, hvis man har vundet DM, LM, JM eller et sønderjysk/
regionsmesterskab.
Det samme gælder, hvis der vundet guld, sølv eller bronze ved enten OL, VM, EM eller NM.
Personer eller hold over 18 år hædres for de samme mesterskaber - bortset fra JM og
sønderjyske/regionsmesterskaber.