En sal med skærme, parketgulv, lys og hvide vægge.
start på hovedindhold

Byrådssalen er klar til et nyt kapitel

Efter fire måneder i Tønderhallerne vender Kommunalbestyrelsen tilbage til Tønder Rådhus. Den 45 år gamle byrådssal har fået en tiltrængt renovering.

En sal med skærme, parketgulv, lys og hvide vægge.

Når Kommunalbestyrelsen mødes den 26. november, bliver det i helt nye rammer. Siden juni har håndværkerne haft travlt i byrådssalen på Tønder Rådhus, som har gennemgået sin første større renovering siden rådhusets indvielse i 1981.
 
Det gamle gulv er skiftet ud, vægge og loft er blevet malet, og nye lamper giver et bedre lys. Også teknikken er blevet opdateret med nye skærme, lydanlæg og et moderne afstemningssystem. En stor del af arbejdet er udført af lokale virksomheder fra Tønder Kommune. 

Men renoveringen handler om mere end nye gulve og moderne teknik. Byrådssalen er samtidig blevet indrettet, så den fremover kan bruges til langt flere formål end tidligere.
Borgmester Jørgen Popp Petersen glæder sig til at tage salen i brug igen.

"Byrådssalen har været rammen om mange store beslutninger gennem de seneste 45 år, og det skal den også være i fremtiden. Men vi har også ønsket at skabe en sal, som vi kan bruge til meget mere. Nu får vi nogle flotte og fleksible rammer, hvor vi både kan samle politikere, medarbejdere og gæster udefra. Og så glæder jeg mig særligt til, at de nye Wegner-møbler kommer på plads og giver salen et helt særligt lokalt præg," siger borgmester Jørgen Popp Petersen.

En sal med mange muligheder


Byrådssalen skal fremover være meget mere end stedet, hvor Kommunalbestyrelsen mødes.
Med den nye indretning bliver salen et naturligt samlingspunkt for seminarer, konferencer, workshops, receptioner og officielle arrangementer. Den skal også danne ramme om besøg udefra og være med til at vise Tønder Kommune frem fra sin bedste side.

Fleksibilitet har derfor været et vigtigt omdrejningspunkt i renoveringen. Salen skal nemt kunne tilpasses forskellige arrangementer, uanset om der er tale om et politisk møde, en større samling eller en festlig begivenhed.
Samtidig får salen et udtryk, hvor moderne funktioner går hånd i hånd med den lokale designarv.

Wegner sætter sit præg


En af de helt særlige detaljer i byrådssalen bliver de nye borde, som er specialdesignet af Marianne Wegner, datter af den verdensberømte møbeldesigner og Tønder-bysbarn Hans J. Wegner.

Marianne Wegner har lagt et stort arbejde i at skabe borde, der passer præcis til byrådssalen på Tønder Rådhus. Helt frem til august har hun arbejdet med at tilpasse designet, så både udtryk og funktion går op i en højere enhed.
Det har været vigtigt for hende at skabe noget særligt til netop Tønder Rådhus. Et møblement, der både trækker tråde til Hans J. Wegners designarv og kan være med til at præge salen mange år frem.

Bordene er designet særligt til salen og kan flyttes rundt og opstilles på forskellige måder. Det giver nye muligheder for at bruge lokalet til meget andet end Kommunalbestyrelsens månedlige møder. Salen bliver også indrettet med Wegner-stole til politikerne, så den lokale designarv bliver en gennemgående del af de nye rammer.

De nye Wegner-møbler bliver betalt med de penge, som politikerne satte af til formålet i budgetaftalen for 2025. Den øvrige renovering er finansieret gennem kommunens almindelige driftsbudget.

Byrådssalen står nu klar til brug, og efter årsskiftet får den det sidste særlige præg, når de nye møbler kommer på plads. 

Live fra byrådssalen


Når Kommunalbestyrelsen vender tilbage til Tønder Rådhus, bliver det også igen muligt at følge møderne direkte hjemmefra.

Under renoveringen har møderne været afholdt i Tønderhallerne, hvor optagelserne først har været tilgængelige dagen efter eller senere. Nu vender livestreamingen tilbage, så borgerne igen kan følge de politiske drøftelser og beslutninger direkte på Tønder Kommunes hjemmeside og Facebook.

Kameraerne er samtidig blevet opgraderet, og den nye teknik gør det også muligt at afholde digitale møder via Teams.

Borgerne er velkomne


Selvom byrådssalen har fået et nyt udtryk og langt flere anvendelsesmuligheder, er én ting helt som før. Borgerne er fortsat velkomne til at møde op og følge Kommunalbestyrelsens møder fra tilhørerpladserne.

Det første møde i den nyrenoverede byrådssal finder sted den 28. november på Tønder Rådhus.