start på hovedindhold

Borgmesteren opfordrer til at handle lokalt

Juletiden nærmere sig, og selvom Covid-19 sætter en række begrænsninger, så vil stort set alle danskerne snart begynde julehandelen. Tønder Kommunes borgmester opfordrer derfor borgerne i hele kommunen til at handle lokalt og dermed bakke op om og støtte kommunens lokale butikker.

Der bliver traditionen tro igen masser af julehygge i byerne i Tønder Kommune, men set i lyset af Covid-19 vil aktiviteterne i år dog blive justeret.


Sammen med de forretningsdrivende og kommunerne har Syd- og Sønderjyllands Politi de seneste måneder indrettet byrummene, således at borgerne fortsat kan holde afstand og dermed mindske smitterisikoen.


På denne måde bliver der fortsat tale om en tryg oplevelse for borgerne, når de skal ud købe julegaver og juleshoppe. Men med de nuværende regler ser det ikke ud til, at julemarkederne får besøg af de mange tyske gæster, som ellers altid plejer at tage turen over grænsen.