Branderup
Branderup – Vi kan, vi vil, vi gør! Sådan lyder byens slogan, og flere steder kan man læse om at Branderups væsentligste ressource er byens borgere. Branderup er en af de få byer i Danmark der har opnået 5 ud af 5 blomster i ”Blomstrende landsby-konceptet”.
Værd at vide
Branderup er en blomstrende landsby med fin natur og gode muligheder for at bruge den. Der er stier, skov, shelters, bypark, friskole, børnehave, aktiviteter for alle og flere bålhytter og søer, der må bruges af alle.
I Branderup har vi et rigt natur- og foreningsliv og mange mødesteder blandt andet Branderup Aktivcenter, der danner udgangspunkt for mange fællesarrangementer. I løbet af året afholder vi blandt andet Branderup Landsbyfest, fastelavnsfest, julefrokoster, fællesspisning, banko, koncerter og foredrag. Der er en stærk tradition for frivillighed, f.eks. er der en gruppe frivillige der tager godt imod nye tilflyttere med gaver og informationer.
I Branderup ligger mejeriet Arla med mange arbejdspladser. Det er det tredje ældste mejeri i Danmark, og byens største arbejdsplads, der løbende er udvidet og moderniseret. Derudover er der mere end 20 andre erhvervsdrivende i byen, herunder en del landbrug.
Fakta om Branderup
Historie og særkende
Byen er kendt for den gamle Branderup Mølle, Arla Mejeri, et godt lokalt sammenhold, foreningsliv og frivillighed.
Demografi
I Branderup bor ca. 650 indbyggere i sognet, fordelt på 350 husstande. De bosatte er primært børnefamilier, ældre og unge uden børn.
Geografi
Vi mødes på Branderup Aktivcenter til diverse foreningsaktiviteter ude i naturen, herunder grill, bål, shelterture, i hytter og på legepladser og sportspladsen.
Forenings- og fritidsliv
Der er 11 foreninger og 7 institutioner i Branderup.