Kommissorium
Formål
§ 17 stk. 4 udvalget – Sammen om fremtidens skoler og dagtilbud – nedsættes med henblik på at rådgive Børn- og Skoleudvalget i Tønder Kommune og Tønder Kommunes Kommunalbestyrelse i forhold til, hvordan man både på kort og langt sigt skaber bæredygtighed på dagtilbud og folkeskoleområdet. Bæredygtighed forstås i denne forbindelse som en sammenhæng mellem kvalitet, trivsel, demografi, geografi og økonomi. § 17, stk. 4-udvalget skal arbejde med fremtidens skoler og dagtilbud, herunder afdække muligheder for etablering af børneuniverser og ungeuniverser - disse universformer er ikke på forhånd defineret. § 17, stk. 4-udvalget skal arbejde med en konkret analyse for hele skole- og dagtilbudsområdet.
Baggrund
Som en del af budgetforliget for 2026 er der afsat midler til en målrettet indsats i arbejdet med at sikre bæredygtighed på det almene og det specialiserede dagtilbuds- og folkeskoleområde, set i lyset af det faldende børnetal og kommunens geografi i et Tønder 2030-perspektiv. Som en del af dette arbejde, nedsættes et § 17 stk. 4 udvalg til at analysere og rådgive om, hvordan arbejdet med områderne kan kvalificeres.
Tønder Kommunes Kommunalbestyrelse ønsker dagtilbud og folkeskoler med høj kvalitet og gode muligheder for læring og trivsel for det enkelte barn og for den enkelte elev. Kommunalbestyrelsen er optaget af, hvordan der med fokus på kvalitet og sunde børne- og elevfællesskaber kan sikres et bæredygtig dagtilbuds og folkeskoleområde, både på kort og lang sigt.
Tønder Kommune har i sommeren 2022 fået gennemført en analyse af dagtilbudsområdet og i sommeren 2025 er der blevet gennemført en brugerundersøgelse på folkeskoleområdet. Disse vil indgå som afsæt for § 17 stk. 4 udvalgets videre analysearbejde.
Udvalgets opgaver og virksomhed
Udvalget for Fremtidens skoler og dagtilbud er et rådgivende organ for Børn- og Skoleudvalget. Udvalget har alene en forberedende og rådgivende funktion og har således ikke beslutningskompetence. Behov for midler skal forelægges Børn- og Skoleudvalget til behandling.
§ 17, stk. 4-udvalget skal sikre, at det faglige vidensgrundlag for opfyldelse af målet om et bæredygtigt dagtilbuds- og skoleområde tilvejebringes, herunder også sikre et vidensgrundlag i relation til idéerne omkring børneuniverser og ungeuniverser. Vidensgrundlaget kan øges på flere andre områder, herunder geografisk, demografisk, pædagogisk, didaktisk og økonomisk. § 17, stk. 4-udvalget skal sikre, at vidensgrundlaget inkluderer et helhedsperspektiv, som også omfatter skole- og dagtilbudsområdets sammenhæng med lokalområder og sammenhængskraft med Tønder Kommunes øvrige virksomhed.
Et bedre vidensgrundlag kan hjælpe Kommunalbestyrelsen/Børn- og Skoleudvalget med at kortlægge muligheder for at sikre et bæredygtigt dagtilbuds- og skoleområde.
Udvalgets arbejde skal munde ud i:
1) Inden udgangen af oktober 2026 skal § 17, stk. 4-udvalget levere en anbefaling til et analysedesign, som Kommunalbestyrelsen/Børn- og Skoleudvalget kan behandle.
2) På baggrund af det besluttede analysedesign, skal udvalget inden udgangen af marts 2027 levere en analyse indeholdende anbefalinger til Kommunalbestyrelsen/Børn- og Skoleudvalget til hvordan der kan sikres et bæredygtigt dagtilbuds- og skoleområde i Tønder Kommune.
Organisering af udvalget
Et § 17 stk. 4-udvalg adskiller sig fra stående udvalg ved både at kunne bestå af medlemmer af Kommunalbestyrelsen samt øvrige deltagere såsom eksperter og interessenter.
Udvalget for Fremtidens skoler og dagtilbud sammensættes af følgende faste medlemmer
- Kommunalbestyrelsen udpeger 6 medlemmer fra den siddende kommunalbestyrelse, hvoraf minimum 2 af medlemmerne skal være medlem af Børn- og Skoleudvalget.
- To medlemmer udpeges blandt kommunens skolebestyrelser på baggrund af en motiveret ansøgning
- To medlemmer udpeges blandt kommunens områdebestyrelser på baggrund af en motiveret ansøgning
- To medlemmer udpeges blandt kultur-, fritids og civilsamfundet på baggrund af en motiveret ansøgning
- To medlemmer som repræsenterer erhvervslivet i Tønder Kommune
- Et medlem som repræsenterer forskningsbaseret viden om sunde og udviklende børneliv og børnefællesskaber i daginstitutioner, fra SDU/UC Syd eller tilsvarende.
- Et medlem som repræsenterer forskningsbaseret viden om sunde og udviklende børneliv og børnefællesskaber på skoleområdet, fra SDU/UC Syd eller tilsvarende
Kommunalbestyrelsen udpeger repræsentanter fra ovenstående grupper. Virksomheder og organisationer opfordres til at indstille to mulige repræsentanter – en mand og en kvinde jf. ligestillingsloven. På denne baggrund udvælger Kommunalbestyrelsen medlemmerne af § 17, stk. 4-udvalget. Kommunalbestyrelsen udpeger formanden for udvalget. Udvalget afrapporterer til Børn- og Skoleudvalget.
Udvalgets møder er lukkede og der er derfor ikke hjemmel til, at Kommunalbestyrelsen eller § 17, stk. 4-udvalget selv beslutter, at møderne skal være offentlige. Kommunens ansatte kan dog deltage på § 17, stk. 4-udvalgets møder.
§ 17, stk. 4-udvalget kan vælge at invitere og indkøbe organisationer, eksperter og andre aktører under behandlingen af et eller flere konkrete punkter for at få relevante indlæg og sparring til det emne, der drøftes og med henblik på at kvalificere den analyse, der sendes videre til Børn- og Skoleudvalget.
Kommunalbestyrelsen/Børn- og Skoleudvalget anser det for er en kompleks målsætning at sikre et bæredygtigt dagtilbuds- og skoleområde. For at imødekomme denne kompleksitet og for at sikre at flest mulige væsentlige perspektiver er med til at kvalificere analysearbejdet, skal § 17, stk. 4-udvalget sikre løbende inddragelse af skole- og områdebestyrelser, Tønder Fælles Elevråd, medarbejderrepræsentanter, repræsentanter for faglige organisationer, Handicaprådet, Sammen Om Skolen, dagtilbuds- og skoleledelser, erhvervsliv og uddannelsesrepræsentanter. Se oversigten på side 3.

Funktionsperiode og mødevirksomhed
Udvalget for Fremtidens skoler og dagtilbud fungerer indtil Kommunalbestyrelsen vurderer at opgaven er løst. § 17, stk. 4-udvalget tilrettelægger selv sin arbejdsform. § 17, stk. 4-udvalget fastlægger selv sin mødestruktur og hyppighed. Det forventes at der minimum afholdes ét møde pr. kvartal og herudover, når det af et flertal skønnes relevant.
Sekretariatsbetjening
§ 17, stk. 4-udvalget sekretariatsbetjenes af direktør for Børn, Unge & Social. Nødvendige medarbejderkompetencer involveres i sekretariatsbetjeningen.
Økonomi
Kommunalbestyrelsen har i budget 2026-2029 afsat midler til udvalgets arbejde. Medlemmer som ikke er medlemmer af Kommunalbestyrelsen modtager diæter, men modtager ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for at deltage i møder mv. i § 17, stk. 4-udvalget. Medlemmer som repræsenterer forskningsbaseret viden modtager forhandlet honorar for deltagelse i § 17, stk. 4-udvalget. Alle medlemmer af § 17 stk. 4-udvalget modtager befordringsgodtgørelse og eventuel rejsegodtgørelse efter gældende regler.