
Planstrategi 2026-2029
Fælles om Fremtiden – Udviklingsstrategi 2026-2029 er Kommunalbestyrelses overordnede strategi for valgperioden. Strategien sætter de overordnede pejlemærker for det, Kommunalbestyrelsen er enige om at give særlig høj prioritet, og strategien danner udgangspunkt for revision af Kommuneplanen. Udviklingsstrategien er i offentlig høring frem til 27. oktober 2026.
Visions- og Strategiplan
Indledning
Som Kommunalbestyrelse ønsker vi, at Tønder Kommune også i fremtiden er et godt sted at bo, arbejde, uddanne sig og drive virksomhed. Samtidig ønsker vi, at turister fortsat oplever, at vores egn er interessant at besøge. Alt dette er en forudsætning for videreudvikling af det solide økonomiske
fundament, som Tønder Kommune har stået på igennem de seneste mange år.
Politisk er der bred enighed om at bygge videre på, at
- vi har nærhed, tryghed og lokalsamfund, hvor man kender hinanden.
- vi har en velfungerende virksomheds- og uddannelseskultur.
- vi har et frivilligt engagement, som ligger helt i top.
- vi har naturen, de åbne vidder og vadehavet.
Med denne udviklingsstrategi sætter vi de overordnede pejlemærker for det, vi i Kommunalbestyrelsen er enige om at give særlig høj prioritet i de næste fire år. Udviklingsstrategien er resultatet af en strategiproces, som Kommunalbestyrelsen har gennemført i 1. halvår af 2026. Processen har
omfattet en grundig afdækning af Kommunalbestyrelsens perspektiver suppleret med input fra en borgerinvolverende proces.
Udviklingsstrategien sætter dermed pejlemærker for Tønder Kommunes fortsatte udvikling og de forandringer, der er nødvendige. Udviklingsstrategien vil danne grundlag for kommende beslutninger – både i det løbende politiske arbejde og i forbindelse med budgetlægningen. Udviklingsstrategien
vil også være retningsgivende for samarbejdet med aktører og samarbejdspartnere.
For kommunens ledere og medarbejdere har udviklingsstrategien også stor betydning, når politiske visioner omsættes til handlinger i det daglige arbejde. Dette sker bl.a. via udvalgsstrategier for de respektive fagudvalg, som udmønter udviklingsstrategien i egne indsatser og succeskriterier.
Samtidig fungerer udviklingsstrategien som vores kommuneplanstrategi og er dermed også grundlag for den kommende revision af kommuneplanen, som udarbejdes i 2. halvdel af valgperioden.
Udviklingsstrategien fastsætter således handlinger for kommuneplanrevisionen, ligesom kommuneplan
og budget sammenkobles for at omsætte visioner til konkrete, målbare resultater.
Jørgen Popp Petersen
borgmester