Lokalplan nr. 150-620 – Aflastningsområde Øst ved Ndr Landevej, Tønder
Afgørelse
3. november 2020
6. oktober 2020
Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har den 30. september 2020 endeligt vedtaget Kommuneplantillæg nr. 118-620 og Lokalplan nr. 150-620 begge for Aflastningsområde Øst Ndr. Landvej, Tønder.
Aflastningsområde Øst ved Ndr. Landevej, Tønder
Lokalplan nr. 150-620 med MV-Screening
Kommuneplantillæg nr. 118-620
Kommuneplantillægget og lokalplanen omfatter et og samme område. Området er beliggende ved Ndr. Landevej og Østre Omfartsvej i Tønder.
Kommuneplantillægget er udarbejdet for at udlægge et nyt areal aflastningsområde til større udvalgsvarebutikker i Tønder. Der udlægges en nyt rammeområde 620.41.09. Anvendelsen af det nye aflastningsområde fastlægges til store udvalgsvarebutikker. Den enkelte butik må ikke være under 1.000 m² og ikke større end 5.000 m².
Lokalplan har til formål at muliggøre etablering af et aflastningsområde med mulighed for indretning af store udvalgsvarebutikker, der ikke kan indplaceres i Tønder Midtby samt fortsat mulighed for etablering af butikker til pladskrævende varegrupper samt let erhverv. Lokalplanen skal desuden sikre en hensigtsmæssig disponering af vejbetjening af området.
Planforslagene har været i offentlig høring i perioden den 1. juli 2020 til den 26. august 2020.
I høringsperioden er der indkommet bemærkninger til lokalplanen vedr. bekymringer om støj- og støvgener samt trafiksikkerhed. Disse bemærkninger har ikke medført ændringer i lokalplanen.
Derudover er der indkommet bemærkninger fra Vejdirektoratet, som har medført enkelte redaktionelle præciseringer og tilføjelser vedr. vejbyggelinjen og skiltning.
Der er ikke indkommet bemærkninger til kommuneplantillægget.
Kommuneplantillægget har ingen direkte retsvirkninger for de ejendomme, som er omfattet af tillægget, men Kommunalbestyrelsen har pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse.
Når den endeligt vedtagne lokalplan er offentligt bekendtgjort, må der hverken retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der gives dispensation.
En eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil, hvorimod f.eks. ændret brug, bebyggelse eller udstykning ikke må stride mod lokalplanen. Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra lokalplanen, hvis det ikke strider mod planens principper. Mere væsentlige afvigelser kræver derimod udarbejdelse af en ny lokalplan.
Klagevejledning
Når en lokalplan og et kommuneplantillæg er endeligt vedtaget, kan der ifølge planlovens § 58 klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål, og det skal ske inden fire uger. Fristenregnes fra den dag, hvor planen offentliggøres.
Du kan klage hvis du har en retlig interesse i sagens udfald eller ifølge planlovens § 59, er en landsdækkende forening eller organisation, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelse. Hvis du ønsker at klage, kan du klage via klageportalen, som ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NemID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du undtagelsesvist vil søge om at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du henvende dig til Tønder Kommune.