Endelig vedtagelse af lokalplan nr. 195-350 og kommuneplantillæg nr. 162-350 - Solcellepark Løgumkloster

Type

Afgørelse

Klagefrist
Offentliggjort
Se afgørelsen
Type

Afgørelse

Klagefrist

30. september 2025

Offentliggjort

2. september 2025

Se afgørelsen

Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har den 26. august 2025 endeligt vedtaget Kommuneplantillæg nr.  162-350 og Lokalplan nr. 195-350 begge for Solcellepark Løgumkloster

Lokalplanområdet er et areal på ca. 69 ha og omfatter matr.nr. 58, 528, 716, 817, 2161, 2270 og 2293, og dele af matr.nr. 1797 og 2348, Løgumkloster, alle i Tønder Kommune. Lokalplanområdet er beliggende umiddelbart sydøst for Løgumkloster, og afgrænses overvejende af landbrugsarealer, da der er holdt afstand til alle større veje, Løgumkloster og øvrige boliger. Mod nordvest ligger den lokale spejderhytte, som er blevet inddraget i tilpasninger af projektet, og to eksisterende solvarmeanlæg, ud for hhv. Løgumkloster Fjernvarme og Hydro.

Lokalplanen har til formål at sikre mulighed for etablering af et solenergianlæg med tilhørende faciliteter som for eksempel transformatorstation, batterianlæg, samt byggerier og anlæg der er nødvendige for solenergianlæggets drift. For at mindske den visuelle påvirkning og eventuelle blændingsgener skal lokalplanen ligeledes sikre tilplantning omkring området, så de visuelle gener på det omkringliggende landskab minimeres.

Kommuneplantillægget, nr. 162-350, har til formål at sikre plangrundlaget for Lokalplan nr. 195-350 Solcellepark ved Løgumkloster. Kommuneplantillægget har desuden til formål at fastlægge rammebestemmelser, der sikrer de landskabelige interesser i områder. Planområdet er beliggende i landzone og vil forblive i landzone.

Kommuneplantillægget udlægger et nyt rammeområde med betegnelsen 350.81.9 for at muliggøre lokalplanen

Lokalplanen og kommuneplantillægget har været i offentlig høring i perioden fra den 7. april 2025 til den 2. juni 2025.

Under høringen er der indkommet 6 høringssvar. Ingen af bemærkningerne medfører en ændring af planen. Høringssvarene er fremsendt til projektejer.

Flere myndigheder har fremsendt bemærkninger til planforslaget.

Museum Sønderjylland påpeger, at der endnu ikke er udarbejdet en arkæologisk vurdering, og opfordrer til tidlig inddragelse for at sikre rettidig sagsbehandling.

Ribe Stift har ingen indvendinger mod planforslaget og vurderer, at solcelleparken ikke vil påvirke kirkelige omgivelser, men henstiller til fortsat inddragelse af kirkelige myndigheder i den videre planlægning. Energinet ønsker, at lokalplanen muliggør etablering af en 150 kV kabelforbindelse og fremsætter tekniske ønsker til placering og hensyn ved anlægsarbejdet.

Projektejer har aftalt med Energinet, at der holdes en afstand på hver side af et planlagt 150 kV-kabel i plan- og projektområdets sydlige afgrænsning.

Flere borgere har udtrykt bekymring over projektets konsekvenser. En borger fremfører generel modstand mod solcelleanlægget med henvisning til naturbeskyttelse, turisme, ejendomsværdier og lokalpolitisk håndtering. Der henvises til en opfattelse af bred folkelig modstand og bekymring for overproduktion af grøn energi og økonomiske konsekvenser.

Foreningen By og Land Vestslesvig udtrykker forståelse for den grønne omstilling, men fremhæver behovet for at bevare offentlig adgang til stier og veje samt beskytte kulturhistoriske landskabstræk. Foreningen foreslår, at et vejstykke tages ud af planområdet og anbefaler bredere beplantningsbælter som afskærmning og erstatningsbiotop.

Tønder Vand A/S udtrykker generel opbakning til projektet, men ønsker skærpede krav til materialevalg, overfladebehandling og beredskab for at beskytte grundvandet.

Ingen af bemærkninger har medført ændringer af planerne.

Klagevejledning

Når en lokalplan og kommuneplantillæg er endelig vedtaget, kan der ifølge planlovens § 58 klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål, og det skal ske inden 4 uger. Fristen regnes fra den dag hvor planen offentliggøres.

Du kan klage hvis du har en retlig interesse i sagens udfald eller ifølge planlovens § 59, er en landsdækkende forening eller organisation, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelse.

Hvis du ønsker at klage, kan du klage via klageportalen, som ligger på www.naevneneshus.dk, www.borger.dk og www.virk.dk. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du undtagelsesvist vil søge om at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du henvende dig til Tønder Kommune.

Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt ved domstolene inden 6 måneder efter den offentlige bekendtgørelse i henhold til planlovens § 62.