Her var man i forrige århundrede i den ellers helt stenfrie marsk stødt på nogle store sten, som blev hugget op til ledpæle, og da engen blev opdyrket i slutningen af 1950erne i forbindelse med udretningen af Brede å, stødte man igen på sten.
Nationalmusset blev tilkaldt og kunne efter omfattende udgravninger afsløre, at stenene stammede fra to 5000 år gamle langdysser, på henholdsvis 14 og 42 meters længde. Den korte havde kun et kammer, den lange tre. Sidstnævnte har dog også oprindelig været en kort enkamret dysse, men er senere blevet forlænget i begge ender i forbindelse med, at der er opført nye kamre.
Selv om dysserne var noget forstyrret af tidligere tiders stentagning, blev der ved udgravningen gjort flere fine fund, blandt andet to økser og et køllehoved.
Måske syner disse stenaldergrave, som i dag ligger i en fugtig lavning, ikke af meget, men på flere måder er de usædvanlige. Dysser og andre storstensgrave er som tidligere nævnt sjældne i det vestslevigske, og samtidig er de en god illustration af de bevægelser, der er foregået i marskområdet gennem de sidste 5.000 år.
Da de to langdysser blev bygget, lå de på et sandet næs ud mod Brede Å. Senere betød den gradvise landsænkning, at området blev oversvømmet, men vel engang i slutningen af bronzealderen satte en modsat rettet bevægelse ind: marskdannelsen, hvis klægaflejringer igen fik landet til at hæve sig.
Da havet ikke mere kunne nå området, omdannedes området til mose og eng. Gemt i hele dette forløb lå de to langdysser, først oversvømmet, siden overgroet af klæg og tørv for til sidst at dukke frem i lyset igen som følge af moderne tiders inddigning og dræning.