Hos PPR, Tønder tilbyder vi terapeutiske samtaleforløb, der tager afsæt i den metakogntive teori og metode.
Læs mere om Metamind (9 - 17 år)
Metamind er målrettet børn og unge, som har en vis grad af overtænkning, og som fremstår ængstelige og bekymrede.
Forløbene tager afsæt i den manualbaserede terapiform MCT, som bruges på tværs af udfordringer som ængstelighed, depressive tendenser, tvangsprægede tanker og handlinger, selvskadende adfærd og begyndende spiseforstyrrelser.
Alle ansøgninger vurderes af det visiterende team, som består af certificerede metakogntive terapeuter.
Metakognitiv terapi er en nyere terapiform baseret på forskning og udviklet af Adrian Wells, Psykolog og professor ved Manchester Universitet.
Metoden har vist sig at være effektiv som håndteringsværktøj til en række psykologiske problemstillinger, der kan forårsage mistrivsel.
I metakognitiv terapi bruger vi i mindre tid på indholdet af vores tanker, og arbejder i stedet med, hvordan vi kan håndtere tanker og følelser og hvor megen tid og opmærksomhed, vi giver dem.
Terapiformen fokuserer derfor på tankehåndtering, kontrol og strategier, som trænes i sessionerne og gennem hjemmeøvelser.
Målgruppen for Metamind er børn og unge i alderen 9 - 17 år, som fremstår mere ængstelige, og bekymrede end det forventede for deres alder, og som samtidig giver tanker og følelser megen tid og opmærksomhed.
Det kan resultere i mistrivsel, der kommer til udtryk gennem overbekymring, ængstelighed, indsovningsvanskeligheder, grublerier om tidligere oplevelser og hændelser, tvangsprægede tanker og handlinger, selvskadende adfærd og forstyrrende tænkning om mad, måltider og vægt.
Metamind tænkes som et lettere behandlingstilbud til børn og unge i mistrivsel, og det forudsætter derfor ikke udredning. Samtidig udelukker eventuelt stillede diagnoser ikke muligheden for deltagelse.
Det visiterende team har mulighed for at afvise ansøgere, hvis alvorsgraden af udfordringer overstiger PPRs indsatsniveau, eller hvis problemstillingen vurderes, at have bagvedliggende årsager, der kalder på andre indsatser. I sådanne tilfælde vil PPR i samråd med barn, ung og forældre undersøge hvilke andre muligheder for hjælp, der kan være tale om.
Metamind er et tilbud, forældre og fagprofessionelle i samråd med barn/ung kan ansøge om via PPRs hjemmeside.
Alle ansøgninger vurderes af det visiterende team og certificerede metakognitive behandlere.
Efter visitation kontaktes barn, unge og forældre af den medarbejder, der kommer til at varetage forløbet, ligesom der informeres via digital post undervejs i processen.
Metamind forløb består typisk af en forsamtale efterfulgt af en samtalerække. Det er individuelt hvor mange samtaler, der er behov for, men oftest er der tale om seks til otte samtaler og et tilbud om en efterfølgende boostersession.
Hvis PPR vurderer det hensigtsmæssigt kan der tilbydes deltagelse i gruppeforløb.
Det kan i nogle tilfælde give mening, at forældre deltager i dele af sessionerne. Er det tilfældet, er det afstemt med barnet eller den unge, ligesom forældrene informeres om formålet med at deltage.
Samtaleforløbene afvikles i PPRs lokaler i Tønder eller Toftlund. Som forældre forpligter man sig til at sørge for transport i forbindelse med fremmøde og i øvrigt bakke op om forløbet og støtte sit barn til vedvarende deltagelse og overholdelse af aftaler.