Sundhedsudvalgets næstformand, Irene Holk Lund, forelagde sagen om ny organisering af plejecentrene for Kommunalbestyrelsen den 23. februar 2012. Læs næstformandens forelæggelse her

Vi skal i dag træffe principbeslutning om, hvilken model administrationen skal udarbejde et beslutningsoplæg på til udmøntning af plejecenteranalysen.

Kommunalbestyrelsen besluttede sidste år, at hele plejecenterstrukturen skulle analyseres. Der er nemlig ikke blevet lavet nogen serviceharmonisering på området siden kommunesammenlægningen, og vi kan ikke fortsætte med så store forskelle i tildeling af midler til vore plejecentre.

Vi har haft Deloitte til at udarbejde en analyse på området, og det har resulteret i, at Kommunalbestyrelsen er blevet præsenteret for en omfattende rapport på over 100 sider. Vi har efterfølgende haft en temadag om udmøntning af plejecenteranalysen. Det har været et godt forløb. 

Klar til et kursskifte 

I Tønder Kommune ønsker vi et kursskifte, hvor vi sætter stærkere fokus på fire veje, nemlig:

øget investering i rehabilitering
øget indsats i det kommunale akutberedskab
øget specialisering for en række målgrupper
og øget anvendelse af velfærdsteknologi.

Analysen indeholder lang række anbefalinger, som er fremkommet ud fra tilvæksten i antallet af ældre, ændrede boligønsker fra nutidens ældre, den generelle sundhedstilstand hos nutidens ældre og kommunernes opgaveløsning inden for det nære sundhedsvæsen efter strukturreformen samt den ændrede aktivitetsbestemte kommunale medfinansiering ved sygehusindlæggelser og ambulante behandlinger. Derudover står vi også i den situation, at der sker et fald på efterspørgslen på plejeboliger.

Fortsat almindelige pladser på alle plejecentre 

Sundhedsudvalget har som overligger i tilgangen til analysens anbefalinger haft, at der skal være almindelige plejecenterboliger på alle nuværende plejecentre. Alle enheder skal også være bæredygtige. Derudover har vi vægtet fagligheden og specialiseringen højt. Men også udbygning af det nære sundhedsvæsen med særlig fokus på forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser på sygehuse ved visse sygdomme samt tilbud til døende i nærområdet har været en vigtig overligger i forhold til en ny organisering.

Flere og flere borgere udvikler svær demens. Vi ønsker at styrke tilbudet til de borgere ved at samle de meget svært demente på tre lokationer, nemlig med 29 pladser på Richtsens Plejecenter  i Tønder, 17 pladser på Toftegården i Toftlund samt otte pladser på Møllevangen i Agerskov. Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste borgere vil blive visiteret direkte ind på de specialpladser. Der vil i Toftlund og Tønder også blive tilbudt midlertidige ophold for  svært demente.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at 65-75 % af borgere på et plejecenter har demens. Det er ikke de borgere, der skal på specialenhederne. De vil forsat kunne være på de almindelige plejecentre. Det er altså de meget svært demente med udad reagerende adfærd.

Antallet af yngre misbrugsdemente borgere er stigende. Dem ønsker vi også at styrke tilbudet til ved at samle dem på Solgården i Bedsted.

At lave specialenheder både for de svært demente og misbrugsdemente handler både om at give disse borgere den bedste pleje og behandling, men der er også et hensyn til de borgere, som på nuværende tidspunkt bor tæt sammen med dem. De misbrugsdemente og svært demente har ofte en meget udad reagerende adfærd, hvilket kan være en udfordring for de øvrige beboere og for personalet. Derfor er det vigtigt med et specialiseret personale.

På Hjørnegården i Bredebro ønsker vi at kunne tilbyde døende borgere et tilbud i nærområdet.  Det vil primært være til borgere, som kommer udefra og ikke borgere, som har en plads på et plejecenter i forvejen. Der er stort pres på hospice rundt omkring. Med dette tilbud ønsker vi at tilbyde et alternativ til hospice for den døende og pårørende.

I Højer vil vi gerne samle de almindelige aflastningspladser. 

Styrker den forebyggende indsats

Vi ønsker at sætte fokus på det nære sundhedsvæsen i Tønder Kommune.  Det gør vi ved at etablere korttidscentre på Mosbølparken i Skærbæk med syv pladser og Leos Plejecenter i Tønder med 11 pladser. Der kan vi forebygge mange af de dyre indlæggelser, og vi kan hindre mange af de dyre genindlæggelser. Der tænker vi navnlig på patienter med lungebetændelse, blærebetændelse, dehydrering, forstoppelse, obstruktive lungesygdomme og diabetes. Men vi vil også rigtig gerne styrke borgere med træning til at kunne klare sig selv bedre, også kaldet rehabilitering.

Jeg håber, at en enig kommunalbestyrelse kan gå ind for denne principbeslutning. Dernæst vil der som sagt blive udarbejdet et endeligt beslutningsgrundlag, som naturligvis skal i høring. Vi vil også holde dialogmøde med interessenter. Jeg vil se frem til dette forløb og med stor interesse læse og drøfte beslutningsgrundlaget.

Det er vigtigt at understrege, at ingen borgere vil blive flyttet mod deres vilje, og vi forventer en implementeringsfase som strækker sig over flere år.

Irene Holk Lund (V)
Irene Holk Lund, næstformand for Sundhedsudvalget
Print siden
Borgere
i centrum
Birgitte til Borgere i centrumVis mere
You need Flash player 8+ and JavaScript enabled to view this video.