Beskyttet beskæftigelse

Beskyttet beskæftigelse, foregår på kommunale værksteder, hvor borgere med en betydelig nedsat funktionsevne kan være i beskæftigelse. Det primære forsørgelsesgrundlag for personer i beskyttet beskæftigelse er førtidspension.

Hvem kan få hjælp?
Hvis du ikke kan have et almindeligt arbejde eller et job støttet på anden måde fra jobcentret (f.eks. fleksjob) på det ordinære arbejdsmarkedet kan du søge om at være i beskyttet beskæftigelse. Du skal modtage førtidspension og have lyst til at arbejde med opgaver som giver mening for dig og øger din livskvalitet.

Hvad kan jeg få hjælp til?
Du kan få bevilget et ophold på et af kommunens værksteder og i samarbejde med personalet finde frem til hvad du ønsker at beskæftige dig med.

Hvordan og hvor kan jeg få hjælp?
Du skal henvende dig skriftligt eller mundtligt til Voksen Socialområdet, Myndigheden, der vil behandle din ansøgning efter gældende regler. Socialrådgiveren vil ved en bevilling sammen med dig finde frem til hvor mange timer om ugen du ønsker/kan være i beskæftigelse.

Aktivitets- og samværstilbud
Et sådan tilbud er for dig der ønsker at have et indhold i din hverdag, komme lidt ud af din bolig og være sammen med andre i samme situation om dig.

Hvem kan få hjælp?
Du kan ansøge til et aktivitets- og samværstilbud når du modtager førtidspension og ikke ønsker eller kan være i beskæftigelse. Din funktionsevne skal være massiv nedsat og kræve støtte fra fagpersonale, der kan imødekomme dine støttebehov.

Hvad kan jeg få hjælp til?
Du kan få bevilget et ophold på et af kommunens værksteder og i samarbejde med personalet finde frem til hvad du ønsker at deltage i. Hvilke tilbud der vil øge din livskvalitet og give dig mulighed for at få oplevelser sammen med andre.

Hvordan og hvor kan jeg få hjælp?
Du skal henvende dig skriftligt eller mundtligt til Voksen Socialområdet, Myndigheden, der vil behandle sin ansøgning efter gældende regler. Socialrådgiveren vil ved en bevilling sammen med dig finde frem til hvor mange timer om ugen du ønsker/kan være i et aktivitets- og samværstilbud.