Fra august 2025 kan elever i 8. og 9. klasse komme i juniormesterlære
Tilbuddet er et helt nyt og spændende skoletilbud til dig, hvis du gerne vil kombinere praktik og faglig undervisning og måske ønsker dig en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.
Juniormesterlære – typisk tre dage i skole og to dage i praktik.
Juniormesterlære i Tønder Kommune kombinerer skolegang i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi med praktikforløb i en virksomhed, eller praktiske undervisningsforløb.
Det kan være at du gerne vil i praktik som pædagogisk assistent i en børnehave, tømrer hos den lokale håndværker eller assistent i en butik. Mulighederne for praktik er mange!
Udover at være i praktik eller praktisk undervisningsforløb går du typisk i skole 3 dage om ugen. I Tønder Kommune kan du være i juniormesterlære på 2 måder
- På din egen lokale skole, mens du er i praktik i en virksomhed
- På Tønder Overbygningsskole, mens du deltager i praktiske undervisningsforløb.
Hvis du går i et specialtilbud, vil du også kunne komme i juniormesterlære.
Den formelle frist for at tilmelde sig juniormesterlære er udløbet fredag den 16. maj.
Er du interesseret kan du dog altid kontakte din nærmeste skoleleder og høre om det måske alligevel kan være en mulighed.