Genanvendelse af knust asfalt

Opbrudt asfalt kan i mange tilfælde uden tilladelse anvendes til bundsikring og befæstelse af veje, cykelstier, pladser og lignende.

Opbrudt asfalt skal være nedknust og skal erstatte primære råstoffer. Lagtykkelsen skal kunne begrundes i projektet. Hvis lagtykkelsen er større end nødvendigt betragtes udlægningen som ulovligt deponi.

Anvendelse, der ikke kræver tilladelse

Nedknust asfalt kan uden tilladelse anvendes til opbygning af egentlige veje – det vil sige som ubunden indbygningsmateriale i vejkassens stabile gruslag eller bundsikringslag på veje med slidlag/bærelag af bunden asfalt. Knust asfalt kan også anvendes under pladser, der naturligt knytter sig til vejanlæg som f.eks. parkeringspladser, samt asfalterede stier, der er en del af et egentligt vejanlæg f.eks. en cykelsti.

Anvendelse, der kræver tilladelse

Anvendelse af nedknust asfalt på stier, grusveje, markveje, vendepladser, gårdspladser, i indkørsler m.m. kræver en tilladelse efter § 19 i miljøbeskyttelsesloven.

I tvivlstilfælde afgør vi, om udlægningen kan ske med eller uden tilladelse. Vi anbefaler, at du kontakter os før projektets start.

Ansøgning om tilladelse til genanvendelse af nedknust asfalt
En ansøgning om § 19 tilladelse til genanvendelse af nedknust asfalt skal indeholde følgende:

  • Kortmateriale over arealet, hvor det knuste asfalt skal anvendes (adresse og mat. nr.).
  • Beskrivelse af hvor mange m2 der skal udspredes på.
  • Hvor meget knust asfalt der skal bruges/hvor tykt et lag, der ønskes lagt.
  • Beskrivelse af hvor asfalten kommer fra.
  • Om der etableres et bærelag/slidlag eller anden fast belægning over den knuste asfalt.
  • En tidsplan for projektet.
  • Afstand til drikkevandsboringer, områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsopland til almene vandværker.

Ansøgningen skal sendes Miljø og Natur, Team Industri, teknisk@toender.dk.

Nedknust asfalt må ikke anvendes på steder med følsom anvendelse, som f.eks. boliger, institutioner, legepladser, rekreative områder med offentlig adgang, med mindre den anvendte asfalt afdækkes med fast belægning.

Kortlægning

Arealer med knust asfalt vil som hovedregel blive kortlagt som forurenede.

Kortlægningen kan ske uanset om udlægningen er sket i overensstemmelse med retningslinjerne ovenfor og dermed er lovlig.

Det er Region Syddanmark, der afgør, om et areal skal kortlægges.