Dialogbaseret underretning

Vi afholder dialogbaserede underretningsmøder i alle nye sager.

Underretninger

Der afholdes dialogbaserede underretningsmøder i alle nye sager. Ved en ny bekymring i en eksisterende sag underrettes kun skriftligt eller mundtligt, men ikke som en dialogbaseret underretning. Forud for et dialogbaseret underretningsmøde sender den faglige underretter en skriftlig underretning til Frontteamet i Børne- og Familieafdelingen.

Tidsramme

Den faglige underretter, skole eller dagtilbud, indkalder til et dialogbaseret underretningsmøde, som skal afholdes inden for 14 dage efter underretningen er sendt til Børn og Familieafdelingen. Husk at sætte x i feltet ”dialogbaseret underretning”

Inddragelse af barnet

Barnet og den primære kontaktperson i dagtilbuddet eller skolen mødes med Børne- og ungerådgiveren 15 minutter før det dialogbaserede underretningsmøde starter for at sikre barnets stemme. Børne- og ungerådgiveren vurderer barnets alder og modenhed i forhold til at inddrage barnet.

Deltagelse af andre faggrupper

Andre faggrupper fx PPR, sundhedsplejen og UU kan deltage i mødet, hvis mødeindkalderen vurderer, at det er relevant.

Ved sygdom blandt de fagprofessionelle

Mødet søges afholdt ved brug af vikar for den sygemeldte så forældrene ikke skal vente længere end nødvendigt.

Forberedelse før, under og efter mødet

Det er altid vigtigt, at den faglige underretter og Børne- og Ungerådgiveren forbereder sig godt til mødet. Derfor er det for det første centralt, at underretningen er så objektiv som muligt og at den indeholder en konkret beskrivelse af de forhold, som giver anledning til underretningen.

Skriv så kort og konkret som muligt hvad der er sket, observationer og begrundelser for bekymringen. For det andet er det vigtigt, at mødelederen samt børne- og ungerådgiveren forbereder sig godt før mødet, så mødet forløber godt for både barn og forældre. Under mødet er rollerne fordelt, så det er underretter/skolen/dagtilbuddet der er mødeleder og det er altid børne- og ungerådgiveren der tager referat.

For det tredje aftales det videre forløb altid inden mødet slutter, så alle ved hvad der vil komme til at ske. Senest 10 dage efter mødet sender børne- og ungerådgiveren en beslutning om den socialfaglige indsats til barnet og forældrene, på baggrund af de fælles løsningsdrøftelser på mødet.