Vaccinationsprogrammet mod Covid-19 blev iværksat mellem Jul og Nytår. Kommuner med det største smittetryk fik først adgang til vaccineprogrammet, afstemt efter antallet af vacciner, som blev til rådighed i Danmark.

I første omgang tilbydes de mest udsatte vaccinen. Første målgruppe for vaccinationsprogrammet er derfor beboerne på plejecentrene og til dels sundhedspersonalet på disse. Det er regionerne der har haft ansvaret for at udmønte vaccinationsprogrammet og allerede på fredag, når man i mål med de sidste plejecentre i kommunerne. Heriblandt også Tønder Kommune.

"Det er fantastisk vi nu er i gang med at udrulle vaccinationen mod Covid-19, og at vi på fredag kan tilbyde vores beboere på plejecentrene at blive vaccineret mod Covid-19. Det er et lys i mørket, her ovenpå den stramning af restriktionerne, der blev udmeldt af statsministeren i tirsdags", siger borgmester Henrik Frandsen.

Vaccinationsprogrammet forsætter med, at personer over 65 år, som både modtager personlig pleje og praktisk hjælp, er de næste der står for tur. Det vil også ske i takt med antallet af vacciner til rådighed.

Hvor vaccinationerne for plejehjemsbeboerne blev foretaget på plejecentrene, skal vaccinationen af næste målgruppe foretages på såkaldte vaccinationscentre, der bl.a er etableret i Sønderborg, Rødekro, Kolding og Esbjerg.

"Planlægningsarbejdet er i fuld gang og vi har fremsendt de oplysninger, som er nødvendige for næste vaccinationsbølge. Vi har samtidigt gjort Regionen opmærksom på, at det vil være hensigtsmæssigt at få en vaccinationsenhed til Tønder, så tilgængeligheden for vaccination bliver langt lettere", fortæller Henrik Frandsen

Borgere i målgruppen vil få tilbud om vaccine tilsendt via e-boks eller som brevpost. Der vil heraf fremgå, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at benytte sig af tilbuddet.