Det var ganske vist forventet, at mange borgere og turister ville møde, da H.M. Dronningen besøgte Tønder Kommune. Men at så mange mødte op og deltog i festlighederne var alligevel lidt overraskende for Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen.

”Jeg vil gerne sige 1000 tak til alle der var med til at skabe en helt fantastisk ramme for Dronningens besøg og bidrog til at vise Tønder Kommune frem på smukkeste vis. Det kan alle de der mødte op, hejste flaget i haven eller på anden deltog i festlighederne godt være stolte af”, fortæller Jørgen Popp Petersen.

Forud for besøget var gået måneders planlægning af besøget, og borgmesteren understreger da også, at der er rigtig mange medarbejdere ved Tønder Kommune, som bag kulissen har ydet en kæmpe indsats, og som fortjener en stor tak.

”Når regenten kommer på besøg, så skal selv de mindste detaljer være på plads, for alt skal klappe på selve dagen. Den opgave har medarbejderne ved Tønder Kommune løftet på fornemste vis, og jeg vil gerne sige et stort tak til alle de medarbejdere, der har været med til at skabe rammerne for en helt fantastisk dag”, lyder de rosende ord fra Tønder Kommunes borgmester.

Der blev også skrevet historie på Rømø, da kongeskibet Dannebrog for første gang nogensinde lagde til i Rømø Havn. Tusinder af mennesker var mødt op og en stor gruppe rømsere iført lokale egnsdragter stod klar til at byde Dronningen velkommen.

”Udover at vi kan glæde os over en festlig dag, så er det bestemt også værd at huske, at vi på dagen fik vist Tønder Kommune frem både for turister og ude i resten af Danmark. Det er noget som vi kan bruge, når vi skal tiltrække turister og nye borgere til kommunen” understreger Jørgen Popp Petersen.

Dronningen besøg i Tønder Kommune var oprindelig planlagt til at finde sted i 2020, som en markering af 100-året for genforeningen af Sønderjylland og Danmark, men blev på grund af Corona-restriktionerne udsat til i år.

Lørdagens besøg var det første officielle, siden regentparret besøgte Tønder i 2010. Men borgmesteren håber, at der ikke går 12 år, inden dronningen lægger vejen forbi igen.

”Jeg tror jeg taler på rigtig mange borgeres vegne, når jeg siger, at Dronningen altid kan forvente en varm og hjertelig velkomst her i Tønder Kommune. Jeg foreslog, at hun jo kunne komme, når vi – forhåbentlig – åbner det store Zeppelin oplevelsescenter i 2028. Men nu må vi se”, siger Jørgen Popp Petersen med et smil.