Økonomiudvalgets beslutning, som blev truffet på et møde i dag, betyder, at direktionen i Tønder Kommune fremover består af:

  • Lars Møldrup, kommunaldirektør
  • Keld I. Hansen, vicekommunaldirektør, Sundhed, Kultur og Udvikling
  • Grethe Høyrup Nielsen, direktør for Børn, Unge og Social
  • Michael Holst, direktør for Teknik, Klima og Beskæftigelse

Da Lars Møldrup den 1. juni i år tiltrådte som kommunaldirektør i Tønder Kommune bebudede han et servicetjek af organisationen, for at se, hvor der evt. var potentiale for udvikling og forbedring. Med Økonomiudvalgets beslutning er første skridt taget i den proces, og det er Lars Møldrup godt tilfreds med.

"Nu har vi fået direktionen på plads, så nu er det næste mål, at vi skal forstærke alle de gode takter organisationen er inde i. Tønder Kommune skal være en arbejdsplads, hvor alle direktører, chefer, ledere og medarbejdere i endnu højere grad ser sig som en del af organisationen", fortæller Tønder Kommunes kommunaldirektør.

Direktionen i Tønder Kommune har allerede igangsat de næste faser af servicetjekket. Her skal der, i samarbejde med HMU og ledelseskæderne, arbejdes videre med en tilretning af øvrige snit- og samarbejdsflader i organisationen. Blandt målene er:

  • At styrke de tværgående, helhedsorienterede løsninger med udgangspunkt i den enkelte borger samt fokus på sikker drift, udvikling og innovation.
  • at skabe fundamentet for en endnu højere grad af professionalisering og effektivisering i organisationen som skal understøtte kernedriften med kvalitet i opgaveløsningen.
  • At skabe en agil organisation, der kan tilpasse sig nye og ændrede opgaver og samarbejdsmønstre.
  • At skabe en organisation, hvor man i højere grad udvikler sine egne talenter

Tønder Kommunes kommunaldirektør ved, at overlæggeren er sat højt, men han har fuld tiltro til, at organisationen er klar til at løfte opgaven.

"Der er allerede rigtig god sammenhængskraft, engagement og ambitioner i organisationen. Og i direktionen er vi overbeviste om, at vi - sammen med vores dygtige ledere og medarbejdere - kan fortsætte med at sætte retning og understøtte motivationen og engagementet hos de ansatte i Tønder Kommune" siger Lars Møldrup.

Arbejdet med servicetjekket afsluttes ved årets udgang og foregår i tæt dialog med kommunens medarbejderudvalg. Organisationsændringerne træder i kraft den 1. januar 2022.