Dermed vender han den 1. juni i år tilbage til den organisation, hvor han var ansat som fagchef fra 2009 til 2018, og som han kender særdeles godt.

Det bliver et velkendt ansigt, der træder ind ad hoveddøren på Tønder Rådhus den 1. juni 2021. Tønder Kommunes nye kommunaldirektør, Lars Møldrup, sad nemlig gennem ni år på rådhuset på Wegners Plads, hvor han fra 2009 til 2018 blandt andet sad som fagchef for AsylSyd, Borgerservice, IT, HR og borgmester- og direktionssekretariatet.

Siden har 55-årige Møldrup været omkring Brand & Redning Sønderjylland, hvor han sad som direktør i to år, før turen i efteråret 2020 gik videre til Fanø Kommune og stillingen som kommunaldirektør.

 

"Jobbet som kommunaldirektør på Fanø var både spændende og udfordrende. Men jeg må blankt erkende, at da stillingen som kommunaldirektør i Tønder Kommune blev opslået, så måtte jeg mærke efter og navigere efter denne. Tønder Kommune har mange muligheder og en organisatorisk stærk struktur og organisering. Jeg glæder mig helt utroligt meget til at vende tilbage til Tønder Kommune og et gensyn med alle medarbejderne og netværket omkring organisationen", fortæller Lars Møldrup.

Det er en erfaren leder, der fremover skal stå i spidsen for Tønder Kommunes medarbejdere. Og Lars Møldrup understreger selv, at han trives med at gå forrest, og er den type leder, der står klar til at skubbe på for at medarbejdere, direktionen, chefer og ledere både har det godt på arbejdspladsen, samtidig med, at de udvikles, og når de ønskede resultater.

Borgmester Henrik Frandsen har sammen med de øvrige medlemmer af Økonomiudvalget, to medarbejderrepræsentanter samt to medlemmer af direktionen udgjort ansættelsesudvalget, og borgmesteren har gennem Lars Møldrups år i både Tønder Kommune og Brand & Redning haft rig lejlighed til at arbejde sammen med kommunens kommende kommunaldirektør.

"Jeg kender Lars Møldrup som en dygtig og engageret leder med et stort kendskab til både den offentlige sektor og Tønder Kommune. Vi er gået ind i et valgår, og lige efter nytår skal en ny kommunalbestyrelse i gang med arbejdet. Det er en stor opgave, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi med Lars Møldrup også fremover har en kommunaldirektør i Tønder Kommune, der kender organisationen, kender kommunen og som har en solid erfaring med at arbejde for - og med - kommunalpolitikere", fortæller Henrik Frandsen.

Lars Møldrup er oprindeligt uddannet installatør og har siden taget en række forskellige lederuddannelser, blandt andet en masteruddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet. Han afløser Klaus Liestmann, der ikke har ønsket at forlænge sin kontrakt, der udløber den 31. maj 2021.

Tønder Kommunes kommende kommunaldirektør er vestjyde, gift med en sønderjyde og far til tre store børn. Han bor p.t. i Esbjerg og bruger fritiden på kultur- og naturoplevelser, golf og cykling.