Når man i dag kører en tur ud til Vidåslusen ved Højer i Tøndermarsken, så er det landbrugsjord, der ligger på den højre side af vejen – arealet nordøst for slusen, der kaldes Margrethe Kog Nord. Men sådan bliver det ikke ved at være, da området skal omdannes til natur, så det bliver levested for eng- og vandfugle.

Samtidig skal området fungere som reservoir, når der er ekstrem højvande i Vidåen, og vandet ikke kan ledes ud gennem Vidåslusen. Det sker typisk, når det regner ekstrem meget og det samtidig blæser kraftigt fra vest, så sluseportene ikke kan åbne. I sådanne tilfælde kan området bruges som en slags parkeringsplads til åens vand, indtil der bliver lavvande i havet igen og vandet kan løbe ud gennem slusen og ud i Vadehavet.

Når man skal omdanne landbrugsjorden til naturområde, så er det ikke tilstrækkeligt bare at stoppe landbrugsdriften. Vandstanden i området skal hæves, og man skal sørge for, at vandet bliver inde i området. Det gør man ved at stoppe med at pumpe vand ud af området, og samtidig skal grøfter flades ud.

Planen er, at projektet skal være færdigt om fire år – i 2026. Til den tid vil området være helt anderledes end det, vi ser i dag. Naturen vil være rykket tættere på Højer by, og der vil være et besøgs- og formidlingscenter i området.

Området er på i alt 230 hektar.

Tønder Kommunes borgmester glæder sig over projektet.

”Jeg er meget tilfreds med, at projektet lykkes i samspil med de berørte landmænd. Området vil med sikkerhed blive endnu en perle, som vil tiltrække turister, der ser værdi i den storslåede natur, vi har”, siger Tønder Kommunes borgmester Jørgen Popp Petersen, der også er formand for Tøndermarsk Initiativet.


For at projektet kan gennemføres, har der været en såkaldt multifunktionel jordfordeling i området. Det betyder, at de lodsejere, der har haft jord i området enten har solgt jorden eller byttet med erstatningsjord uden for projektområdet.

Det er Landbrugsstyrelsen, der har taget sig af selve jordfordelingen, og enhedschef, Frank Kargo fra Landbrugsstyrelsen siger:

At det er lykkedes at tage så stort et område i Margrethe Kog ud af drift beror i afgørende grad på et konstruktivt samarbejde og velvilje mellem de berørte lodsejere, Tønder Kommune, Den Danske Naturfond og vores jordfordelingsplanlæggere”.


Også formanden for Den Danske Naturfond, Bengt Holst, glæder sig. Lige siden Naturfonden blev etableret i 2015, har det været et ønske at gennemføre et stort naturprojekt i Tøndermarsken. Det er en stor succes, at det nu er lykkedes.

”Det nye naturområde giver naturen og de mange fugle i Vadehavet tiltrængt hjælp. Det viser, at et godt samarbejde mellem private fonde, kommuner og lokale kræfter kan skabe store forandringer til glæde for natur og mennesker,” siger Bengt Holst.

Naturfonden bliver ejer af naturområdet og udvikler områdets natur, friluftsliv og formidling i samarbejde med Tønder Kommune, 15. Juni Fonden og Nordea-fonden.

”Nordea-fondens uddelingsstrategi åbner for, at fonden også kan støtte naturgenopretning og projekter, der fremmer biodiversitet og bæredygtighed. Vi er derfor glade for at støtte etableringen af naturområdet Margrethe Kog Nord, hvor der også er fokus på at styrke tilgængelighed og formidling. Projektet er stærkt lokalt forankret og bidrager til en udvidelse af de eksisterende naturarealer i området. Det kommer til at have stor betydning for lokalbefolkningen, som kan benytte sig af den helt nære natur og selvfølgelig også for naturens egenværdi, hvor særligt fuglelivet forventes at få et løft,” fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

15. Juni Fondens direktør, Per Voetmann, glæder sig over projektet.

”Tøndermarsken og Vadehavet er dansk natur af stor international betydning, men marsknaturen har længe været trængt. Derfor er det en stor glæde for 15. Juni Fonden, at jordfordelingen er faldet på plads, så dette vigtige naturprojekt kan bidrage til, at marsken igen kan blive et meget vigtigt levested og spisekammer for fugle”, udtaler Per Voetmann.


FAKTA:

Projektet er et såkaldt EU-LIFE projekt. EU-Life programmet yder økonomisk støtte til projekter, der bidrager til at gennemføre EU’ miljø- og klimapolitik.
Tønder Kommune er projektansvarlig og arbejder sammen med Nationalpark Vadehavet, Stiftung Naturschutz Schleswig Holstein, Naturstyrelsen Vadehavet og 15. Juni Fonden samt Den Danske Naturfond, der samarbejder med Nordea-fonden.

Projektet har et budget på 69 millioner kroner. Heraf støtter EU med 41 millioner kroner, mens 28 millioner kroner kommer fra Tøndermarsk Initiativet og øvrige partnere.