Kirsten Norman Andersen, formand for Folketingets Ældreudvalg, hilser på de ældre
Foto © Foto: Tønder Kommune

Måltidsglæde på menuen i Toftlund

Fællesskab og livskvalitet for mennesker med synkebesvær trækker opmærksomhed fra politikere, eksperter og presse til Tønder Kommune.

Kirsten Norman Andersen, formand for Folketingets Ældreudvalg, hilser på de ældre
Foto © Foto: Tønder Kommune

Hvordan skaber man tryghed og fællesskab for mennesker, der har svært ved at spise? Det spørgsmål var i centrum, da Plejecenter Toftegården i dag dannede rammen om et arrangement om dysfagi og demensvenlige spisefællesskaber.

Dagen bød på både smagsprøver, samtaler og stærke fortællinger fra borgere og frivillige, der hver uge mødes omkring måltidet. Her er det ikke bare maden, der er i fokus, det er også det at være sammen.

”Det handler om smag og konsistens,” sagde forsker i dysfagi, Annette Kjærsgaard, som understregede vigtigheden af, at maden skal kunne moses med tungen. Hun deltog sammen med blandt andre Kirsten Norman Andersen, formand for Folketingets ældreudvalg, vicedirektør i Ældre Sagen, Michael Teit Nielsen, og formand for Ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager.

Mad med mening

Deltagerne fik indblik i, hvordan Tønder Kommune arbejder med rehabilitering og velfærdsboligstrategi med maden som omdrejningspunkt. De smagte dysfagi-tilpassede retter og mødte både borgere og frivillige, der er en del af det demensvenlige spisefællesskab. Som vanligt mødtes fællesskabet klokken 10.30, dækkede bord og sang fællessange, inden bøf med bløde løg, sovs og kartofler blev serveret.

Fakta om dysfagi og spisefællesskaber

Dysfagi betyder synke- og spisebesvær og rammer især ældre og mennesker med sygdomme som Parkinsons. Konsekvenserne kan være alvorlige: underernæring, lungebetændelse og social isolation.

I Tønder blev det demensvenlige spisefællesskab etableret i 2023 som en del af et udviklingsprojekt under Sundhedsstyrelsen.

Her mødes mennesker med demens til måltider i trygge rammer, støttet af frivillige madværter. Deltagerne hjælper selv med borddækning og forberedelse, hvilket styrker både færdigheder og identitet.

Arrangementet viste, hvordan et måltid kan være nøglen til både bedre sundhed og stærkere fællesskaber.