I kø for at stemme til 60+ Seniorråd

Over hver fjerde 60+ borger i Tønder Kommune har allerede stemt, efter at afstemningen åbnede digitalt den 7. oktober.

Valget til Tønder Kommunes 60+ Seniorråd er i gang. Siden den 7. oktober har kommunens borgere over 60 år haft mulighed for at afgive deres stemme digitalt, og valgdeltagelsen viser allerede stor interesse.

Af de i alt 13.306 stemmeberettigede borgere har 25,39 procent afgivet deres stemme pr. 10. oktober klokken 12. Det svarer til 3.378 personer. Valgdeltagelsen er jævn mellem kønnene med 25,86 procent blandt mænd og 25,11 procent blandt kvinder.

Valget afvikles sideløbende med kommunalvalget og finder sted hvert fjerde år. I år gennemføres afstemningen for første gang primært digitalt, medmindre man er fritaget for Digital Post.
11.516 borgere har modtaget valgkortet digitalt, mens 1.790 fritagne borgere har modtaget det som fysisk brev.

Der er opstillet 26 kandidater til de 13 pladser i rådet, som er fordelt på de tidligere kommuner i Tønder Kommune. Hvert lokalområde vælger to repræsentanter, mens Tønder har tre pladser.

Tre måder at stemme på

Borgere over 60 år kan afgive deres stemme på tre måder:

  • Digitalt via Digital Post frem til 18. november kl. 20.00
  • På borgerservicecentrene i hele kommunen fra 7. oktober til 14. november
  • Ved personligt fremmøde på et afstemningssted på valgdagen den 18. november kl. 8.00–20.00

60+ Seniorrådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og arbejder for at fremme et godt seniorliv for alle borgere over 60 år i Tønder Kommune.

Ved det seneste valg i 2021 deltog omkring 65 procent af de stemmeberettigede borgere, og valget i år tegner til igen at få en høj deltagelse.